Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Dansk designer laver grønne arbejdsuniformer

Designer Maja Brix står bag bæredygtige arbejdsuniformer til Aarstiderne.
Designer Maja Brix står bag bæredygtige arbejdsuniformer til Aarstiderne.

Da det økologiske grønt-og frugtfirma Aartiderne.com var på udkig efter en arbejdsuniform, der kunne afløse det mere gængse arbejdstøj og skabe genkendelse af deres ansatte, tog de fat i designer Maja Brix til at stå for udviklingen.

Maja Brix er uddannet fra Central Saint Martins College of Art and Design og har en baggrund som chefdesigner for Henrik Vibskovs kvindelinje. Sidste år grundlagde hun sit konceptuelle slow-fashion brand i eget navn, hvor hun i første omgang lancerede ét jakkesæt til kvinder og ét til mænd, og hvor hun siden har udvidet med to skjorter og en enkelt kjole.

Valget faldt på Maja Brix, fordi hun i forvejen arbejder bæredygtigt både i sin tilgang til mode og i sin produktion og fordi hun selv arbejder med uniformsbegrebet.

“Som designer synes jeg, uniformer er interessante, fordi de er en slags anti-mode. Det handler ikke om at følge den sidste nye trend, men om behageligt tøj i god kvalitet,” fortæller hun i Aartidernes nyhedsbrev og forklarer, hvordan hun fandt inspiration til uniformerne i gamle typer af arbejdstøj som for eksempel snedkere, murere og gartnere tidligere havde på.

“Førhen var pasformen en del mere rummelig, end vi ser det i dag, og det har jeg kanaliseret i Aarstidernes uniform,” fortæller hun om unisex-uniformen, der er skabt i mørkegrønt jernbanefløj med snøre i siderne, så den kan strammes ind i taljen til et mere feminint snit.

“Fløjl er et materiale, der blev brugt hyppigt i hvad man kan kalde funktionelt tøj. Klatretøj og ridetøj var for eksempel også ofte lavet af fløjl. Det er ikke nostalgi, men et nik til og respekt for historien at arbejde videre med ældre pasformer og materialer,” slutter hun.