Traede får investering i millionklassen
To erfarne modefolk, Boozt-formand Henrik Theilbjørn og Simon Stampe, stifter af Bloomingville, har skudt et tocifret millionbeløb i den danske tech-virksomhed i ønsket om at sætte endnu mere fart på væksten.Det går godt for tech-virksomheden Traede, der hjælper mode- og livsstilsbrands med at styre og håndtere deres B2B-salg. Online platformen har netop offentliggjort, at de har modtaget et kapitalindskud i millionklassen. Nærmere bestemt har bestyrelsesformand Henrik Theilbjørn og Simon Stampe, stifter af det danske interiør- og møbelbrand Bloomingville og bestyrelsesformand i Han Kjøbenhavn, skudt et tocifret millionbeløb ind i virksomheden, sammen med PreSeed Ventures. Det skriver Traede i en pressemeddelelse.
Henrik Theilbjørn har mange års erfaring i modebranchen, blandt andet gennem sine poster som medejer og bestyrelsesformand for blandt andre Baum und Pferdgarten, Signal og Bloomingville Group A/S, og som bestyrelsesformand og medejer af Boozt.com. I juni 2017 blev han officielt en del af Traede – en virksomhed, han nu har valgt at investere yderligere i
“Jeg tiltrådte tidligere på året som bestyrelsesformand og medejer i Traede, og det har været en fornøjelse af arbejde sammen med det meget ambitiøse team bag selskabet. De har skabt et fantastisk produkt med internationalt potentiale indenfor mode- og livsstilsbranchen, og det vil vi gerne hjælpe dem med at gøre til en rigtig god forretning”, forklarer Henrik Theilbjørn i pressemeddelelsen.
Han blev netop indhentet for at hjælpe med fortsat at professionalisere og skalere Traede, der da også i dag melder om god vind i sejlene. Selskabets omsætning er de sidste 12 måneder blevet øget med mere end 250 procent og kundebasen er vokset med mere end 140 procent – en fremgang, der muligvis også skyldes, at virksomheden for mindre end et år siden modtog en investering på 3,5 millioner kroner også fra PreSeed Ventures.
I dag er størstedelen af Traedes kunder små- og mellemstore mode- og livsstilsbrands i Danmark. Ifølge stifter og CEO, Christopher Heilmann, er målet netop at hjælpe denne type virksomheder, der modsat de større modebrands ofte har sværere ved at optimere driften af deres virksomhed med IT-systemer, fordi løsningerne enten er for store eller for omkostningstunge.
“I mange år har der ikke været nogen IT-leverandører, der har serviceret de små- og mellemstore mode- og livstilsbrands, og derfor er der stadig rigtig mange, der mangler at komme med på den digitale udvikling og drage fordel af automatisering af manuelle processer. Det vil vi rigtig gerne være med til at lave om på”, siger han i pressemeddelelsen om Traedes fremtidige fokusområde.