Inditex-stifter går på pension
Grundlæggeren af den spanske tøjgigant, Armancio Ortega, træder nu endegyldigt af og efterlader koncernen i hænderne på CEO Pablo Isla.Amancio Ortega, der i sin tid stiftede den spanske modegigant, Inditex, er officielt gået på pension. Det betyder, at han forlader hele 53 positioner i koncernens forskellige datterselskaber. Det skriver Fashion United.
Allerede for seks år siden, i 2011, påbegyndte han sin nu endegyldige pensionering, ved at videregive direktørstolen til nuværende CEO for Inditex Pablo Isla. Ifølge Fashion Uniteds kilder, er dette træk derfor blot en ”administrativ procedure, der har til formål at fuldføre det, han startede i 2011.” Armancio Ortega fortsætter dog som majoritetsejer af koncernen, da han sidder på 59,9 procent af aktierne heri, gennem sin investeringsfond Pontegadea.
Sideløbende med nyheden om, at Armancio Ortegas trækker sig tilbage, har Inditex også offentliggjort sit nyeste regnskab. Det viser et samlet salg på 17,96 milliarder euro, svarende til mere end 133 milliarder kroner, i de første ni måneder af 2017, hvilket er en stigning på 10 procent. Nettoresultatet i perioden steg med 6 procent til 2,3 milliarder euro.
I den forbindelse har koncernen også fremlagt planerne om at øge indsatsen på serviceområdet. Pablo Isla vil blandt andet tilbyde mere attraktiv levering, hvilket betyder, at de nu giver samme dag-levering i både Madrid, London, Paris, Istanbul, Taipei og Shanghai, ligesom at kunder i Spanien, Frankrig, UK, Polen, Kina og Sydkorea nu får deres varer allerede dagen efter et køb. Derudover vil Inditex videreudvikle relationen mellem den offline og online forretning og introducere en automatiseret afhentningsstand i deres butikker for kunder, der har købt varer på deres webshop.
Inditex er i dag repræsenteret online på 45 forskellige markeder og driver 7504 fysiske butikker fordelt på 94 markeder.