Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Ganni bekræfter investering fra L Catterton

Det danske brand skal fortsætte sin internationale ekspansion sammen med sin nye partner.
Det danske brand skal fortsætte sin internationale ekspansion sammen med sin nye partner.

I morges kunne man læse på Business of Fashion, at den historie, der cirkulerede i medierne i går om en international investering i Ganni, var sand. Og her til eftermiddag har brandet selv udsendt en pressemeddelelse, hvori de bekræfter at have indgået strategisk samarbejde med det amerikanske investeringsfirma, L Catterton, der er et partnerskab imellem Catterton, Louis Vuitton/Moët Hennessy og Groupe Arnault.

Ligeledes skriver brandet i en mail, at investeringssummen, som man i går kunne læse om i Børsen, ikke er bekræftet fra Gannis side, og at den ikke er korrekt.

Nicolaj Reffstrup siger om det nye samarbejde:

”Partnerskabet med L Catterton er en stor og spændende mulighed for at bygge videre på det fundament, vi har arbejdet på siden 2009. Det sker på det rette tidspunkt og vil drive os fremad de næste år, da vi får adgang til en masse viden fra L Catterton og LVMH. Der var flere investeringsfirmaer, der udviste interesse, men vi valgte at gå med L Catterton, fordi de deler vores vision for brandet. Vi tror fuld og fast på, at L Catterton vil styrke vores forretning med deres ekspertise i opbygning af brands og forståelse for, hvordan globale modebrands opererer.”

Partner i L Catterton Eduardo Velasco supplerer:

”Vi er begejstret for at få Ganni og deres ledelsesteam som partner. Brandets distinktive designs og solide social media strategi sætter dem i en ideel position til at fortsætte deres internationale væksteventyr.”

L Catterton har foruden sin investering i Ganni også nuværende og tidligere investeringer i brands som SMCP (Sandro Maje Claudie Pierlot), ba&sh, Pepe Jeans, GANT, Charles & Keith, Gentle Monster, Rhone og Giuseppe Zanotti.