Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Gardenia Copenhagen relancerer webshops

Den danske skovirksomhed har valgt at separere sine to brands, således at kommunikation og salg kan målrettes endnu skarpere på udvalgte markeder.
Den danske skovirksomhed har valgt at separere sine to brands, således at kommunikation og salg kan målrettes endnu skarpere på udvalgte markeder.

Gardenia Copenhagen fejrede sidste år 75 års jubilæum og nu er virksomheden klar med en større relancering af de digitale platforme, hvorpå Gardenia Copenhagen og lillesøstermærket Shoe Biz Copenhagen bliver præsenteret.

Det sker i form af to helt nye webshops, som går i luften imorgen den 17. november. Indtil for nylig var de to brands samlet på samme platform, men adskillelsen af Gardenia Copenhagen og Shoe Biz Copenhagen bunder i valget om at differentiere de to mærker.

”Hvor begge brands tidligere har delt identitet, har vi nu taget et strategisk valg om at adskille de to universer og målrette det visuelle udtryk til mærkernes respektive målgrupper” fortæller direktør og ejer, Allan Gutkin, der er 3. generation og barnebarn af Herman Gutkin, der i 1941 grundlagde Gardenia Copenhagen på Nørrebro.

De to nye webshops har efterhånden været et år undervejs og er de sidste par måneder blevet testet af både designere og forbrugere, for at opnå det mest brugervenlige navigeringssystem, som samtidig stemmer overens med virksomhedens æstetiske univers og DNA.

En stigende del af virksomhedens omsætning stammer fra onlinesalg, hvilket ligger til grund for den gennemgående optimering af begge platforme. Især webshoppens visuelle udtryk har en betydning i forhold til Gardenia Copenhagen og Shoe Biz Copenhagens internationale forbrugere og samarbejdspartnere, hvorfor al information nu også er på engelsk. Virksomheden oplever nemlig, at en markant del af det samlede onlinesalg bliver sendt til udlandet og Allan Gutkin ser store muligheder i de internationale markeder i fremtiden, hvor blandt andet Sverige, Norge og Tyskland har interesse i den danske skovirksomhed.

Også på Instagram er de to brands adskilt, hvilket ligeledes bunder i målrettet kommunikation til de to forskellige målgrupper. Tilbage i juni 2017 tiltrådte tidligere designer og kreativ direktør for Hosbjerg, Camilla Aleksandra, et barselsvikariat som PR Manager i den danske skovirksomhed og hun har indtil videre haft fokus på et mere simpelt look på begge mærkers Instagram-kontoer.

”Efter lanceringen af vores to nye webshops forventer vi en klar stigning i salget herfra, fordi vi nu kan linke direkte til de produkter, vi viser på Instagram” fortæller Camilla Aleksandra og siger afslutningsvist:

”Det mere simple udtryk gør, at vores nuværende og nye følgere kan fokusere på kvaliteten i vores design, og det tydeliggør begge brands’ kerneværdier.”