Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Magasin: ”Man er bare nødt til at følge med”

I morgen løber én af fire deltagere med årets Magasin du Nord Fashion Prize. Men det er ikke kun designerne, der vinder – Magasin har også selv stort udbytte af samarbejdet, fortæller Marketing Director Lise Bloch Thomsen.
I morgen løber én af fire deltagere med årets Magasin du Nord Fashion Prize. Men det er ikke kun designerne, der vinder – Magasin har også selv stort udbytte af samarbejdet, fortæller Marketing Director Lise Bloch Thomsen.

Til næste år kan et af Danmarks ældste stormagasiner, Magasin, fejre 150 års fødselsdag. I halvandet århundrede har de været en vigtig brik i puslespillet, der udgør den danske mode- og detailhandel. Men det betyder ikke, at de læner sig tilbage i stolen og lader stå til. Magasin er hele tiden på jagt efter at finpudse opskriften på at være et førende inden for eget fag – og det gør de blandt andet ved at stå bag Danmarks største modepris, som hvert år gives til et lovende, dansk designtalent. I morgen løber Magasin du Nord Fashion Prize af stablen for femte år i træk, og vi har spurgt Magasin, hvorfor de egentlig vælger at prioritere designkonkurrencen i en tid, hvor detailhandlen ellers har nok nye bolde at skulle jonglere.

”Det har i flere år været vores strategi at være førende inden for dansk og skandinavisk mode, og vi arbejder benhårdt på at være et sted, hvor vores kunder kan komme og blive inspireret. Men det betyder også, at vi bliver nødt til at holde os opdaterede og sikre os, at der fortsat er en udvikling i modebranchen og at der løbende gives plads til nye talenter – det er det, vi lever af,” siger Magasins Marketing and E-commerce Director, Lise Bloch Thomsen.

Derfor vil Magasin som noget nyt i år gøre endnu mere ud af at etablere samarbejder efter det sidste stykke konfetti har ramt gulvet og lyset er slukket. Planen er at udvide det kreative parløb – hvordan det præcis kommer til at tegne sig, bliver en løbende proces, forklarer Lise Bloch Thomsen.

”Man når at opbygge en god dialog og et forhold til de her unge designere, og det synes vi er lidt ærgerligt ikke at få noget ud af, når konkurrencen er slut. Vi kan hjælpe med at åbne nogle døre for dem, men det er også interessant for os som stor kommerciel virksomhed at lytte til, hvilke ideer de har og hvordan de gør tingene. Vi lærer også noget,” siger hun.

Stærkere sammen
Generelt prioriterer Magasin åbenhed og nytænkning, som en vigtig del af deres strategiske arbejde – for Lise Bloch Thomsen er det alfa omega, hvis man vil overleve i en branche, der er hårdt presset af nye muligheder og tidspressede kunder.

”Jeg tror på, at det bliver fremtiden inden for detail at samarbejde på tværs af faglighed og kompetencer. På den måde får man friske øjne på sin virksomhed og noget nyt på bordet, som man måske ikke ellers ville have tænkt på. Det går så hurtigt i branchen i dag, og forbrugernes har mere at sige, end nogensinde før. Man er simpelthen nødt til at følge med,” siger hun videre.

Det er dog heller ikke uvant for Magasin at arbejde sammen med aktører fra andre dele af branchen. I mange år har de jævnligt inviteret udefrakommende ind, heriblandt både designere og landets mange moderedaktører, for at dele viden og erfaringer med hinanden. I forbindelse med stormagasinets kommende fødselsdag har Lise Bloch Thomsen været en tur i gemmerne – og det har vist sig at bekræfte den tilgang og det DNA, som kendetegner virksomheden i dag.

”Det er slet ikke fremmed for os at åbne dørene for talent. I sin tid har Magasin ageret værksted for nogle af de allerstørste designere, som for eksempel Dior og Balmain, der stod i kjolesalonen og tegnede skitser af kjoler til vores kunder. Det ligger i vores DNA at række ud til resten af branchen og styrke hinanden og det har det tydeligvis altid gjort,” lyder det afsluttende fra Lise Bloch Thomsen.