Moss Copenhagen fremlægger millionoverskud
Det danske brand er tilbage på sporet efter sidste års konkurs og nylige ejerskifte.Det står ikke stille hos den danske modekæde Moss Copenhagen, der i marts 2016 blev erklæret konkurs, men som dog fortsatte i en ny konstruktion og under ny ledelse.
Året efter, i midten af juli 2017, kunne den nye direktør, Anders Freund, fortælle, at brandets københavnske kontor skulle lukke, som følge af en flytning af hele virksomheden til hovedkontoret i Vejle. Kort tid efter, i slutningen af august, blev det offentliggjort, at Moss Copenhagen også havde ændret ejerstruktur, hvilket betyder at Anders Freund i dag er hovedaktionær, efter han sammen med Mads Pilgren, på vegne af Pilgren ApS, havde valgt at opkøbe moderselskabet Moss Cph ApS.
Men nu ser det ud til, at roen er ved at sænke sig over virksomheden. I forbindelse med ejerskiftet skrev brandet i en pressemeddelelse, at de det seneste regnskabsår har haft fokus på at rydde op i forretningen – og det har givet pote på bundlinjen.
Moss CPH ApS har netop fremlagt sit første regnskab efter konkursen i 2016, og her er de røde tal skiftet ud med sorte af slagsen.
Regnskabet viser et resultat på 2,1 millioner kroner samt en bruttofortjeneste på lige knap 53 millioner kroner, hvilket af ledelsen betragtes som værende tilfredsstillende. Af regnskabet fremgår det ligeledes, at året har været præget af en restrukturering af virksomheden, samt at der forventes yderligere positiv vækst i det kommende år.
Udover at opkøbe selskabet, har de to nye ejere nemlig også bidraget med et større kapitalindskud til Moss Copenhagen i form af 10 millioner kroner – penge, der skal bruges på at åbne adskillelige nye butikker i det kommende år.