Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Dansk smykkedesigner mister retten til eget navn

Dommen er faldet: Mads Ziegler, der oprindeligt stod bag det nu konkursramte smykkefirma Kranz & Ziegler, må ikke længere producere og sælge smykker under eget navn.
Dommen er faldet: Mads Ziegler, der oprindeligt stod bag det nu konkursramte smykkefirma Kranz & Ziegler, må ikke længere producere og sælge smykker under eget navn.

Mandag faldt den endelige dom i Sø- og Handelsretten, som fastslog, at den danske smykkedesigner, Mads Ziegler, der i mange år har designet og solgt smykker i eget navn, fremover ikke må bruge dette i kommercielt øjemed.

Det vil sige, at Mads Ziegler og hans nuværende virksomhed, Mads Ziegler A/S, skal slette ordet Ziegler – både fra virksomhedens hoved- og binavne. Det skriver Finans.

”Jeg synes, det er urimeligt, at jeg ikke må bruge mit navn længere. Det er jo helt vanvittigt. Hvad skal jeg nu kalde mig?” udtaler den tydeligt frustrerede Mads Ziegler til Finans.

Lang historie kort
Baggrunden for problematikken opstod allerede tilbage i 2011, hvor Mads Zieglers virksomhed, Kranz & Ziegler, blev opkøbt af smykkekoncernen Jens J. Aagaard. Men i årene efter måtte både Kranz & Ziegler og Jens J. Aagaard dreje nøglen om og indgive konkursbegæringer, hvorefter rigmanden, Jens Heimbuger, opkøbte både aktiver og navne og stiftede selskabet Aagaard/Kranz & Ziegler.

Det vil sige, at Jens Heimbuger blev eneejer af varemærkerettighederne til ordmærkerne ”Kranz & Ziegler”, ”Story by Kranz & Ziegler”, ”by Kranz & Ziegler”, ”Ziegler” og ”Kranz”.

Derfor valgte han at lægge sag an mod Mads Ziegler, som havde oprettet sit nye selskab i eget navn, og det er i denne sag, at der nu er faldet dom – en dom, som den dømte endnu ikke besluttet om han vil anke:

”Det føles lidt som den store, der slår den lille i hovedet. I mine øjne har man gået efter manden frem for bolden i den her sag, for jeg er sikker på, at ingen i branchen forveksler vores brands med hinanden,” siger Mads Ziegler videre til Finans.

Til forveksling
På den anden side står Aagaard/Kranz & Ziegler, som er glade for Sø- og Handelsrettens dom, og som faktisk mener, at de to brandnavne skabte problemer:

”Vi lagde sag an mod firmaet Mads Ziegler A/S i februar 2016 efter julesæsonen 2015, hvor vi kunne konstatere, at mange af vores forhandleres ansatte og modemedier samt ikke mindst slutforbrugere forvekslede Kranz & Zieglers brand med det nylancerede Mads Ziegler-mærke. Denne konklusion kunne vi først drage efter et halvt år, og vi er glade for rettens dom, som også er helt klar vedrørende forvekslelighed,” fortæller Morten Skou, administrerende direktør i Aagaard/Kranz & Ziegler, til Finans.

Det er ikke første gang, at en dansk designer mister retten til eget navn. I december 2016 faldt lignende dom over den forhenværende Benedikte Utzon – nu Liv Utzon – som også solgte retten til sit navn til et andet firma i forbindelse med en konkurs, og som fremover heller ikke må bruge dette i erhvervsmæssig sammenhæng.