Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Filippa K får ny Brand Director

Tidligere brand- og marketingdirektør hos By Malene Birger, Karl-Johan Bogefors, er den nyeste tilføjelse til det svenske brands stadig nye team.
Tidligere brand- og marketingdirektør hos By Malene Birger, Karl-Johan Bogefors, er den nyeste tilføjelse til det svenske brands stadig nye team.

Der sker store forandringer internt i ledelsen hos det populære svenske brand, Filippa K. I november 2016 vendte grundlægger Filippa Knutsson tilbage som kreativ direktør i brandet, hun selv stiftede i 1993. Kun et par måneder senere, i starten af 2017, kunne virksomheden byde velkommen til både en ny administrerende direktør og bestyrelsesformand, nemlig Kristofer Tonström og Simon Griffiths.

Men omrokeringerne stopper ikke her. Filippa K har netop løftet sløret for deres nye Brand Director – den tidligere brand- og marketingdirektør hos By Malene Birger, Karl-Johan Bogefors. Det skriver FashionUnited.

Ifølge virksomheden selv, bliver Karl-Johan Bogefors’ opgave fremfor alt, at etablere brandet internationalt, som det førende skandinaviske modehus i verden – en opgave, han skal løfte sammen med Filippa Knutsson og CEO Kristofer Tonström.

”Filippa K har altid haft en særlig plads i mit hjerte og det er meget spændende at vende tilbage til Stockholm og Filippa K. Sammen med Filippa og alle de andre medarbejdere, skal vi fortsætte denne rejse og udvikle brandet gennem de rette produkter, relevant kommunikation og samarbejder, der manifesterer Filippa Ks skandinaviske æstetik- og designtradition,” fortæller Karl-Johan Bogefors ifølge FashionUnited i en pressemeddelelse.

Han har tidligere stiftet bekendtskab med virksomheden, blandt andet som PR & Marketing Director i 2001, hvor han også ledede lanceringen af Filippa K Man. Siden har han været ansat hos flere andre modevirksomheder, blandt andre det ditto svenske brand, Cos, samt danske By Malene Birger.

“Jeg er meget glad for at arbejde med Karl-Johan igen. Vi deler den samme vision og forståelse for Filippa Ks værdier og livsstil. Karl-Johan bliver en fantastisk kreativ partner, og sammen kan vi klargøre brandets identitet, kommunikation og oplevelse,” tilføjer kreativ direktør og grundlægger, Filippa Knutsson.

Karl-Johan Bogefors bliver en del af Filippa K-teamet fra september i år.