Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Stella Nova investerer i nye kræfter

Det danske brand har planer om at styrke både vækst og internationale positionering og har i den anledning oprustet med to nye ansættelser indenfor både salg, marketing og PR.
Det danske brand har planer om at styrke både vækst og internationale positionering og har i den anledning oprustet med to nye ansættelser indenfor både salg, marketing og PR.

Stella Nova har i en årrække fokuseret på at skære ind til benet, i håbet om at få en sund virksomhed, der giver overskud – og det har båret frugt. Brandet kan på nuværende tidspunkt krydse nok mål af listen til, at tiden er inde til at investere i nye interne kræfter – kræfter, der har fokus på salg, PR og marketing og som skal sikre virksomhedens fremtidige vækst.

I den forbindelse er to nye profiler hentet ind til virksomheden, nemlig Gitte Outzen, som ny Sales & Brand Manager, samt Rikke Skov Numelin Hansen, som PR & Marketingskoordinator.

”Med Gittes baggrund og erfaring fra branchen samt de værdier hun bringer med sig til Stella Nova, tror vi på, at netop hun kan løfte vores salg på eksportmarkederne, samt supportere vores agenter på et højt professionelt niveau, så vi sammen kan opnå rigtigt fine salgsresultater,” fortæller administrerende direktør Lili Denta om ansættelsen af Gitte Outzen og ditto nyansatte Rikke Skov Numelin Hansen:

”På PR-siden er vi overbeviste om, at Rikke har den helt rette profil i forhold til blandt andet at løfte Stella Novas ageren på de sociale medier. Desuden har Rikke stor indsigt i, hvordan man arbejder resultatorienteret med de sociale platforme. Således kan vi blandt andet videreudvikle Stella Novas stærke brand og profil.”

Gitte Outzen kommer til virksomheden med flere års erfaring indenfor salg, blandt andet fra sin forhenværende ansættelse som International Sales Manager hos Nué Group ApS:

”Jeg har sagt ja til stillingen hos Stella Nova, fordi brandet er solidt og har formået at fastholde sin markedspositionering igennem en årrække, hvor konkurrencen er blevet øget væsentligt. Vi har et godt fundament, men der er mange steder hvor vi kan blive endnu bedre, og det glæder jeg mig til at være med til at løfte,” siger Gitte Outzen og tilføjer:

”Der er mange muligheder for Stella Novas fremtid – både i Danmark og udlandet. Vi skal have løftet vores PR og brand awarenes generelt, og via denne strategi udvikle vores positionering på de eksisterende samt nye markeder primært i Europa.”

Rikke Skov Numelin Hansen kan også gå til opgaven med en god mængde erfaring i baggagen. Hun har tidligere været ansat som PR koordinator hos Baum und Pferdgarten og PR Manager hos Six Ames.

”Jeg er virkelig glad for at være blevet en del af Stella Novas dedikerede team. Stella Nova er en meget spændende virksomhed med stærke værdier og et stort potentiale, som jeg ser meget frem til at være med til at udvikle. Jeg glæder mig til at dykke ned i Stella Novas univers og forstærke vores position på de sociale platforme både i Danmark og internationalt,” fortæller brandets nye PR & Marketingskoordinator.