Frederikke og Kathrine Hviid lancerer nyt brand
Søsterparret er klar med mærket APOF – A piece of favorite, hvor de vil mestre begrænsningens kunst og går en stor bue uden om klassisk kollektionsopbygning.De to designere, Frederikke og Kathrine Hviid, har begge været med til at starte mærker op som MINI A TURE og WHIITE, og siden de ikke længere en del af de to virksomheder, er tiden inde til at afprøve nye eventyr – og i den forbindelse har de taget deres tilstedeværelse i branchen op til revision:
”Vi har arbejdet med mode i mange år, og vi var nået til et punkt, hvor vi var ved at gå kolde. Hastigheden i dag gør, at du skal designe kollektioner måned efter måned og er presset på grund af et årshjul, hvor der konstant skal nye designs ud af døren. Det gør, at der ikke er tid til at fordybe sig og udvikle kollektionen,” fortæller Frederikke og Kathrine Hviid, der er tilbage i modebranchen efter en pause på et par år.
Under denne sommers modeuge kunne søstrene for første gang præstere deres nyeste projekt, og med mange års erfaring fra både opstart og drift af modebrands går de ind til APOF – A Piece of Favorite – med en vigtig læring:
”Vi så en tendens til, at forhandlerne selv vil sammensætte deres individuelle udvalg i deres butikker. Og ikke nødvendigvis køber dybt ind i store kollektioner. De køber jeans fra mærker, der er specialiserede i og kendt for dét, og det samme gælder andre produktkategorier som eksempelvis jakker og kjoler. Det kan være svært at styre og sælge en fuld kollektion med alle typer styles, så den strategi går vi derfor væk fra.”
Fokus frem for alt
Derfor vil de to søstre nu mestre begrænsningens kunst ved at tage enkelte beklædningsgenstande og arbejde indgående med udvikling og design heraf. Det betyder, at APOF udkommer med ’projekter’ – ikke kollektioner – to gange om året, i første omgang med et frakke- og t-shirt-projekt med egne prints. I de mellemliggende perioder er planen at udvikle ekstra styles, når behovet opstår. Men en ting er sikkert: masseproduktion er ikke en mulighed.
”Vi er ikke være bundet af en bestemt kollektionsstruktur, der dikterer, at vi skal udkomme med x antal overdele og x antal underdele. I stedet sætter vi nogle rammer, der skal hjælpe os med at fokusere – for det er ikke svært at designe, men at sortere og vælge. Vi tager én produktkategori ad gangen og går i dybden med den.”
APOF – A Piece of Favorite holdt til i Revolvers showroom under modeugen i samarbejde med en agent, og formålet var at skaffe nye kunder og ikke mindst få feedback på konceptet.
”Indkøberne har givet god respons på, at vi specialiserer os. Hjulene skal lige køres i gang, og idet vi gør alting selv – fra kataloger til design – tager vi opstarten i et tempo, hvor vi kan følge med. Vi starter med det danske marked, hvor der er en naturlig begrænsning i antallet af butikker, hvor vi synes, vi passer ind i,” siger Frederikke og Kathrine Hviid, der på nuværende tidspunkt sælger deres designs i blandt andet Lot #29 og via egen webshop.
De to grundlæggere fortæller i kølvandet på den overståede modeuge, at de via deres danske agent har fået aftaler i spil med forhandlere og nye agenter.
”Modeugen har været startskuddet, og salgsarbejdet fortsætter her i perioden efter. Vi må konstatere, at det ikke er nok at designe bag lukkede døre; en fortsat velfungerende opstart kræver, at vi gør opmærksom på os selv og udbreder kendskabet til brandet gennem blandt andet omtale,” siger søstrene, der allerede har næste modeuge i tankerne, hvor de arbejder frem mod til den tid at have øget brandets synlighed i modelandskabet.