Magasin du Nord Fonden kan denne sæson løfte sløret for første udgave af deres nye, opdaterede version af Magasin du Nord Fashion Prize – tidligere kendt som DANSK Designtalent Magasin Prisen – hvor en opkommende designer kan vinde æren og et kapitalindskud på 500.000 kroner.
Og i dag er navnene på de fem talenter, som skal dyste om prisen, blevet annonceret i forbindelse med Copenhagen Fashion Week på Kunsthal Charlottenborgs Apollo Bar.
Årets nominerede er Af Agger, Clouds og Lærke Andersen, samt to nye herremærker, Randy Collection og All at Sea, som alle er udvalgt af et panel bestående af 30 danske specialister inden for design, forretningsdrift og branding.
Om prisen siger Magasin du Nords e-commerce og marketingdirektør, Lise B. Thomsen, i en pressemeddelelse:
“Når man ser på bredden og mængden af talent blandt de fem finalister, er der ingen tvivl om, at dansk mode trives og har et stort, globalt potentiale. De har alle det gode håndværk, en ukompliceret tilgang til design til fælles og forståelse for at skabe et tydeligt DNA. I år virker det samlede udtryk meget internationalt,” fortæller hun, hvortil bestyrelsesmedlem Nina Wedell-Wedellsborg kan tilføje:
“Siden Magasin Fonden tog initiativ til prisen i 2012 har det været væsentlig for os, at støtte danske talenter og dansk mode ikke blot til gavn for Magasin, men også at prøve at hjælpe de danske talenter videre internationalt. Cecilie Bahnsen, der vandt vores pris i 2016, er et godt eksempel på, hvordan vi med vores designkonkurrence kan give landets største talenter et startskud og et springbræt ud i verdenen. I år er der derfor, som noget nyt, blevet nedsat en jury med stærke internationale forbindelser og netværk, som vil kunne være med til at bane vejen for de mange talenters drømme om en international karriere. Jeg ser frem til finaledagen – og til at se, hvad sejren kommer til at betyde for vinderen fremover,” forklarer hun.
Internationalt fokus
Frem mod kåringen af årets vinder dette efterår holder et internationalt panel bestående af 15 jurymedlemmer øje med de fem udvalgte, for til sidst at foretage det endelige valg. Blandt dommerne er blandt andre den indflydelsesrige tyske kurator og butiksejer, Andreas Murkudis:
“Som en del af dommerpanelet får jeg mulighed for at opdage den danske kreativitet. Desuden ser jeg det som en pligt og ære at deltage i et projekt, der nærer nye talenter på denne måde,” lyder det fra ham i pressemeddelelsen.
Og de nominerede er…
All At Sea
Christian Reese og Benjamin Monrad har kombineret deres uddannelser i henholdsvis økonomi og design og skabt All at Sea. Med stærke farver og inspiration fra Japan står de for en sofistikeret og komfortabel pyjamas-inspireret stil. Om deres brand fortæller de:
“Vi har været venner i 15 år, og allerede tidligt i vores venskab opstod idéen om at skabe et brand sammen. Vores Spring/Summer 2018-kollektion er inspireret af sammenstødet mellem traditionel japansk kultur og de intense farver, man ser i det moderne Japan.”
Randy Collection
Adrian Soelberg begyndte at designe tøj som et eksperiment. Den autodidakte designer finder inspiration i cool uniformer, Iggy Pop og Lou Reed, men lader også mere formelle elementer snige sig ind.
“De sidste 10 år har jeg beskæftiget mig med mode på den ene eller anden måde – jeg elsker at formgive og skabe. Jeg tror, at mange forskellige mennesker går i Randy. Det er ikke udelukkende for dem, der er modeinteresserede, for det handler lige så meget om en holdning og en attitude, som er mindre trendorienteret. Jeg ser mit arbejde som evergreens,” fortæller Adrian Soelberg.
Af Agger
Katrine Agger går med Af Agger-kollektionerne efter at genfortolke klassiske elementer i kvindens garderobe. Stilen er alsidig og utvetydigt feminin og baseret på et nøje udvalg af eksklusive materialer.
“Jeg forestiller mig, at dem, der bærer mine designs er folk, der værner om kvalitet og no-nonsense. Jeg er inspireret af mange forskellige mennesker, men jeg vender altid tilbage til mine forældre som en vigtig inspirationskilde,” fortæller den nominerede designer.
Lærke Andersen
Med sine stærke snit og fyldige silhuetter kombinerer Lærke Andersens designs de bedste elementer fra streetwear og solidt arbejdstøj: her står tykt læder og tung denim side om side med trompetbukser og Manga-lignende overfrakker:
“Jeg søger at slette grænser mellem det feminine og maskuline. Selv om jeg laver tøj til kvinder, elsker jeg at se drenge iført mine designs. Mødet mellem maskuline uniformer og den kvindelige silhuet skaber den spænding, der er nøglen til mit arbejde,” siger Lærke Andersen.
Clouds
Bag mærket Clouds står Tilde Bjerregaard og Jon Møller-Andersen, hvis afslappede designs velfortjent har givet dem en tro skare af fans fra ind- og udland. Clouds står for en underspillet stil, der i sin simpelhed lader designerens idéer skinne klart igennem.
“Clouds er inspireret af loungewear, og komfort er altid et væsentligt parameter. Vores seneste kollektion, 05, drejede sig om at blande nattøj med subtile henvisninger til arbejdstøj.”
Vinderen af Magasin du Nord Fashion Prize vil blive offentliggjort i efteråret 2017.