9PR satser på influencers under modeugen
Bureauet giver sine kunder mulighed for at promovere brandet overfor skandinaviske influencers, fortæller CEO hos 9PR, Line Christiane Plesner.I næste uge er der garanti for, at de sociale medier vil flyde over med billeder og videoer fra den københavnske modeuge, hvor medier, brands, bloggere og influencere visuelt vil berette om shows, events, outfits og oplevelser – og publikummet er blandt andet de mange tusinde onlinefølgere.
”Vi har de seneste sæsoner – både herhjemme og i udlandet – set, hvordan der udspiller sig et lige så vigtigt show på gaden, som på catwalken. Streetstyle-fotograferne er lige i hælene på de mange influencere, der på en troværdig og personlig måde viser, hvad modehusene har at byde på,” siger CEO og partner hos 9PR, Line Christiane Plesner.
Den opmærksomhed og kendskab som influencers formår at skabe via deres respektive Social Media-profiler, vil 9PR udnytte til fordel for hele deres kundeportefølje. Derfor har bureauet taget initiativ til en såkaldt ’Influencer Lounge’, hvor de forvandler deres showroom til en åben garderobe og arbejdsstation for udvalgte influencere fra Skandinavien, hvor de har adgang til alle de brands som bliver repræsenteret af 9PR.
”Vores kunder forstår vigtigheden af at blive set – online og offline, og af de rigtige personer. Loungen giver alle vores kunder mulighed for at vise sit brand-DNA overfor de inviterede influencers, der kan låne løs af tøjet. Håbet er, at de deler billeder af sig selv iført tøjet. I sidste ende skal det være med til at eksponere brandet over for slutbrugerne, der følger disse personer,” siger Line Christiane Plesner.
Personlige relationer
I en tid hvor magtforholdene udfordres mellem etablerede medier og selvstændige bloggere, arbejder 9PR løbende på, hvordan de som mellemmand kan hjælpe deres kunder med at knytte bånd til bloggere og influencere – der er selvskrevne til ’Influencer Lounge’.
”De sociale medier spiller en kæmpe rolle i forhold til, hvilke brands, trends og styles, der hitter, og i første omgang er de inviterede influencers med en bred følgerskare, der når ud til den modeinteresserede slutforbruger. Men også moderedaktører og stylister med en stærk profil online samt de mindre influencers – med de rigtige følgere – er inviteret med.”
9PR samarbejder med Morrocanoil om initiativet, der uderover udlån af tøj, vil tilbyde de inviterede at få sat hår, ordnet negle og lagt makeup. Selvom fokus er på tøjet under en modeuge, giver bureauet også deres skønhedskunder mulighed for at få opmærksomhed:
”En anden strategisk overvejelse, vi har gjort os, er, hvordan vi kan få mest ud af, at vi har en bred kundeportefølje. Tidligere har vi afholdt et show inden pressedagene, hvor vi miksede de forskellige brands med hinanden for på den måde at skabe synergi. Det samme vil vi gøre i næste uge, hvor vores kunder – mode-, skønhed- og livstilsbrands – side om side kan inspirere influencerne,” afslutter Line Christiane Plesner.