Karriereføljeton: ”Jeg har været sindssygt heldig”
CEO i Holm & Bertung PR, Naja Helene Hertzum, havde oprindeligt en modedesigner i maven, men da sy-kundskaberne ikke var prangende, besluttede hun at lægge designerdrømmen på hylden og i stedet fokusere på det, hun er bedst til – at skrive.Fashion Forum har sat fire erfarne branchefolk i stævne og vil henover sommeren fortælle om deres veje og vildveje ind i modebranchen.
36-årige Naja Helene Hertzum er administrerende direktør i Holm & Bertung PR. Hun drømte fra barnsben om at blive forfatter, journalist eller modedesigner, så hendes daglige arbejde med modekommunikation er ikke langt fra at kunne betegnes som drømmejobbet. Hun tror på, at erfaring af alle slags altid er et plus og er godt og grundig træt af branchens manglende diversitet.
Hvorfor har du valgt at arbejde i modebranchen?
“Jeg har altid interesseret mig for mode. Selvom moden i sin essens er overfladisk, så rummer den så mange lag, der kan analyseres og beskrives – og så skal man jo heller ikke glemme, at moden er en kæmpeindustri med alt, hvad det fører med sig af både forurening og forretningspraksis. Der er nok at tage fat i!”
Hvilken uddannelse har du taget?
“Jeg er BA i Film & Medievidenskab med tilvalg i kønsvidenskab og har også læst det meste af en kandidatgrad i Journalistik. Men i 2010, da jeg skulle til at i gang med mit speciale, fik jeg tilbudt mit drømmejob (som konst. chefredaktør på Fashion Forum, red.), så jeg blev ikke færdig. Jeg tog faktisk også en etårig skrædderuddannelse, da jeg var helt ung. Her fandt jeg dog ud af, at jeg er elendig til at sy, så jeg droppede hurtigt designerdrømmene! Men jeg mener egentlig, at al erfaring er nyttig og kan bruges, uanset hvor du havner. Der findes ikke omveje – kun erfaring!”
Hvad er de vigtigste kompetencer i dit fag?
“Jeg tror det allervigtigste i kommunikation er at være sig sin målgruppe bevidst. Hvis man fokuserer lidt væk fra sig selv og i stedet lytter og prøver at forstå modtageren, så er man nået et godt stykke af vejen. Det gælder også i mødet med kunderne: det handler hele tiden om at sætte sig i deres sted og forstå deres behov.”
Hvad er det bedste og det værste ved dit job?
“Det er helt klart alsidigheden, der er det bedste – ud over kollegerne, selvfølgelig! Og så er jeg også taknemmelig for, at jeg til en vis grad selv kan forme ikke bare mit job, men også selve kursen for Holm & Bertung PR. Det er jo super privilegeret. Omvendt frustrerer det mig, at modebranchen stadig er så bange for diversitet, og at der stadig er lighedstegn mellem fx tynd og smuk eller – værre endnu – mellem grim og tyk. Det er jeg helt ærligt virkelig træt af.”
Hvad har du lært?
“Jeg har været sindssygt heldig med at være på nogle gode arbejdspladser, hvor man har haft tillid til mine evner og udfordret dem. Så helt konkret har jeg for eksempel lært, at jeg trives med at tale foran store forsamlinger og er relativt god til det. Det havde jeg helt sikkert ikke kastet mig ud i uden et blidt skub i ryggen.”
Hvad er dit råd, hvis man gerne vil arbejde med kommunikation og PR?
“Mit råd er: Tag en uddannelse og skriv så meget, du overhovedet kan komme til. Der er vitterligt kun én måde at blive dygtig til kommunikation, og det er ved at kommunikere. Og så synes jeg også, det er værd at nævne, at hverdagen i modebranchen ikke ligner det, man ser på billeder. Det glamourøse og overfladiske fylder usandsynlig lidt i hverdagen, så det skal ikke være det, der drager dig, men derimod muligheden for at arbejde i en kreativ branche med stort know-how, masser af udfordringer og et højt(!) tempo.”