Zara Danmark har netop offentliggjort sin årsrapport for regnskabsåret 1. februar 2016 til 31. januar 2017.
Tallene viser, at bruttofortjenesten er den højeste i mange år på 75 mio. kroner, sammenlignet med året inden, hvor den lå på lige under 53 mio. kroner.
Vi skal dog helt tilbage til 2013/14, siden Zara Danmark sidst havde et samlet overskud. I år var underskuddet på 1,2 mio. kroner. Zara Danmark kan dog se positivt på, at underskuddet er halveret i forhold til året forinden.
Samtidig er personaleomkostningerne steget fra 44 mio. kroner til 60 mio. kroner, idet antallet af medarbejdere også er steget fra 135 til 261 i de fire danske butikker.
Zara Danmark er en del af Inditex Group, der i 2016 havde et overskud på 3,16 milliarder euro, omkring 23,5 mia. danske kroner. Til sammenligning havde H&M Group et overskud på 18,6 mia. svenske kroner, omkring 14 mia. danske kroner.
Zaras største highstreet-konkurrent, H&M, har også nyt fra regnskabsfronten. I sidste uge kunne koncernen præsentere sit halvårsregnskab for december 2016 til og med maj 2017.
I denne periode har H&M solgt for 12 mio. kroner om dagen i Danmark, i alt for 2,16 mia. kroner. Salget er hentet fra H&Ms 101 butikker på landsplan.
På koncernniveau hævede H&M overskuddet før skat til 7,7 milliarder svenske kroner i de seks måneder, hvilket er en fremgang på 10%. Det samlede overskud ligger på 5,9 mia. svenske kroner, svarende til omkring 4,5 mia. danske kroner.
Det online salg er i fortsat vækst for H&M og er steget fra at stå for 25% af det samlede salg til at udgøre 30%.