Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi, Udland

Brexit kan ramme dansk mode i 2017

Pundet er faldet med 15 procent siden Brexit-afstemningen i juni sidste år, men det er først nu, at de danske virksomheder mærker konsekvenserne – og det gælder især modebranchen.
Pundet er faldet med 15 procent siden Brexit-afstemningen i juni sidste år, men det er først nu, at de danske virksomheder mærker konsekvenserne – og det gælder især modebranchen.

Den 23. juni 2016 stemte den britiske befolkning for, at Storbritannien skulle forlade EU, og siden da er pundets værdi raslet ned. Men trods varslinger og usikkerheder, har det ikke haft indflydelse på de danske eksportvirksomheder – ikke før nu.

De fleste virksomheder sørgede nemlig for at kurssikre sig op til Brexit-afstemningen, men sådanne kontrakter varer som regel i 12 måneder og er derfor løbet ud nu. Det betyder, at det svækkede pund nu for alvor begynder at kunne mærkes herhjemme. Det skriver DR.dk.

”De virksomheder, der har kurssikret sig, har haft et år, hvor de har kunnet sove roligt om natten, men nu skal de ud til nogle kurser, der er faldet med 15 procent siden Brexit-afstemningen, siger administrerende direktør i kreditforsikringsselskabet Atradius, Jørgen Lund Lavesen, til DR.dk.

Han har mange års erfaring med kurssikring og valutakontrakter og vurderer, at visse sektorer får sværere ved at klare det svækkede pund end andre, og her er især modebranchen udsat.

Mulig tilbagegang i modeeksporten
Også brancheorganisationen WEAR spår hårde kår for de danske modebranche og forudser blandt andet, at Brexit vil gøre det britiske marked mindre interessant – et marked, der ellers er vigtigt for de danske modebrands, som sidste år sammenlagt solgte for 1,65 milliarder kroner i Storbritannien.

”I vores branche dækker man sig typisk ind. Så låser man sig i en periode, og når tiden udløber, må man justere priserne. Når man så fremadrettet skal sælge, så skal man ind at sætte priserne op. Og vi ved, hvordan forbrugerne reagerer på prisstigninger – ikke godt,” siger Nikolai Klausen, der er direktør i WEAR, til DR.dk.

I årene op til Brexit steg den danske modebranches eksport til Storbritannien med 15 og 25 procent, men i 2016 gik eksporten en smule tilbage.

”I værste fald kommer vi til at tabe markedsandele i Storbritannien. Vi kommer i hvert fald til at tabe i kroner og øre, hvis vi ikke justerer priserne op. Og dem, der justerer priserne op, kan opleve at sælge mindre,” mener Nikolai Klausen.

Han har set flere eksempler på virksomheder, der valutasikrer sig i dollars, hvis kurs er blevet stærkere samtidig med, at pundet er faldet. Og det har betydet, at flere virksomheder pludselig står med et værditab på 20 procent alene på udsving i valutaen.

”Jeg tror, vi vil se et 2017, hvor eksporten i bedste fald er på niveau med sidste år, men sandsynligvis får vi en tilbagegang. Mange modevirksomheder har svært ved at tjene penge. Og hvis avancen pludselig falder på dit femtestørste marked med 20 procent, kan det være forskellen på underskud og overskud,” advarer Nikolai Klausen afsluttende.