Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Ugen i mode

Nyheder fra ind- og udland: Officiel åbning af stor Erik Mortensen-udstilling, modefolk i top ti over Danmarks rigeste og ny fashion director til Britisk Vogue.
Nyheder fra ind- og udland: Officiel åbning af stor Erik Mortensen-udstilling, modefolk i top ti over Danmarks rigeste og ny fashion director til Britisk Vogue.

Mode som kunst:
I dag er der officiel åbning af Designmuseum Danmarks nye udstilling af den verdenskendte danske haute couture-designer, Erik Mortensen, der i næsten 10 år agerede chefdesigner for det prestigefyldte, franske modehus, Balmain. Her udstilles 68 forskellige haute couture-kjoler fra modeskaberens mangeårige repertoire og udstillingen kan ses indtil den 31. januar 2018. Læs mere her.

Velhaverne:
Børsen kunne onsdag morgen løfte sløret for mediets nyeste opgørelse over de 40 rigeste mennesker eller familier i Danmark, og i dennes top ti finder man to erhvervsfolk fra modebranchen. Bestseller-milliardær, Anders Holch Povlsen, kommer ind på pladsen som Danmarks anden rigeste, med sin formue på 47,1 milliarder kroner. På sjettepladsen finder man listens første kvinde – Hanni Merete Toosbuy Kasprzak, der er arving til den danske skokoncern Ecco, og som er god for 12,5 milliarder kroner.

Bæredygtig herremode:
Det danske herretøjsbrand, Suit, har netop offentliggjort deres nye SS18-kollektion, der blandt andet indeholder en helt ny linje, kaldet Suit Sustainable Lab. Denne er produceret i mere miljøvenlige materialer, såsom økologisk bomuld, genbrugspolyester og tencel, og markerer brandets nye strategi om at bevæge sig mod en mere bæredygtig produktionsproces. Den nye kollektionslinje vil blive lanceret under modeugen, når brandet gæster CIFF-messen den 9. – 11. august i år.

Danske systuer:
To små systuer i henholdsvis Aarhus og København har indgået samarbejde med den svenske møbelgigant, Ikea. Systuerne vil bruge stofrester fra tidligere udstillingsprodukter fra de fem danske varehuse, fra eksempelvis sengetøj, gardiner og fra returvarer, til at producere en ny genbrugskollektion, bestående af puder, forklæder og indkøbsposer, under navnet ÅTERSTÄLLA.

Jobskifte:
Den stadig dugfriske chefredaktør på Britisk Vogue, Edward Enninful, har netop udpeget magasinets nye fashion director. Fremover vil Venetia Scott indtage chefposten for modeteamet, og erstatter hermed Lucinda Chambers, der afgår stillingen i denne måned. Venetia Scott har en lang karriere i magasinbranchen, både som fashion director og som modefotograf. Edward Enninful udtaler til Vogue.co.uk:

”Visionær, indflydelsesrig og inspirerende er overbrugte termer, men i denne sammenhæng relevante i beskrivelsen af Venetia Scotts arbejde. Hun vil fortsætte den kreative og innovative arv, som Britisk Vogue er kendt for, samt positionere magasinet for dets næste århundrede.”

Brandambassadører:
Tommy Hilfiger har netop offentliggjort, at de har udnævnt den Grammy-vindende popduo, The Chainsmokers, som brandets nye ambassadører for Tommy Hilfiger Herre, inklusiv Hilfiger Edition, Tommy Hilfiger Tailored og Tommy Hilfiger sportstøj. De to sangere, Alex Pall og Andrew Taggart, vil være ansigter for alle brandets globale herretøjs kampagner med start i efteråret 2017.

Kendisdesigner:
Den canadiske sangfugl, Celine Dion, har startet sit eget livstilsbrand, og har indgået et samarbejde med Nordstrom, om at distribuere hendes AW17-kollektion via deres platforme. Kollektionen, der består af omkring 100 forskellige designs, indeholder alt fra accessories til håndtasker og kufferter og har, ifølge Celine Dion selv, til formål at tilbyde luksusvarer til overkommelige priser. Kollektion bliver tilgængelig online og i butikkerne fra august.