Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Style.com lukker

Condé Nast har indgået et samarbejde med online modegigant Farfetch.com, hvilket har medført, at deres egen e-commerce platform lukkes ned med øjebliklig virkning.
Condé Nast har indgået et samarbejde med online modegigant Farfetch.com, hvilket har medført, at deres egen e-commerce platform lukkes ned med øjebliklig virkning.

Mindre end et år er gået, siden den amerikanske mediegigant, Condé Nast, der står bag adskillelige modepublikationer, som Vogue, GQ og Vanity Fair, lancerede deres helt nye e-commerce platform, Style.com – et website, der skulle kombinere virksomhedens eftertragtede indhold med luksusshopping.

Men trods gode intentioner er tingene ikke gået helt efter planen. Style.com blev i tirsdags officielt lukket ned og besøgende viderestilles til den tilsvarende britiske shoppegigant, Farfetch.com. Det skriver Businessoffashion.com.

Stærkere sammen
Condé Nast og Farfetch.com har nemlig valgt at slå pjalterne sammen og bruge deres respektive forcer til at skabe en skræddersyet, luksus shoppeoplevelse for kunderne. Og det ser José Neves, stifter og CEO hos Farfetch, store fordele i:

”Vi har længe følt, at inspirerende indhold er en naturlig del af enhver luksus shoppeoplevelse. På samme måde som vi allerede nu forbinder forbrugerne med verdens bedste mærker og butikker, vil vi også gerne være med til at give dem fremragende indhold. Dette globale partnerskab med Condé Nast vil betydeligt øge detailoplevelsen for vores kunder, og vi ser det som et naturligt skridt i Farfetchs tilgang til handel og vores strategiske vision for at forbinde de, som skaber mode, kuraterer mode og udvikler modeindhold,” udtaler han ifølge Fashionunited.com.

Samarbejdet betyder, at de to virksomheder vil markedsføre Farfetchs sortiment via Condé Nasts indhold. Det skal ske ved, at der på forskellige Condé Nast-modeudgivelser kreeres shoppingguides, som fremhæver Farfetchs varer, samt at købevenligt indhold distribueres via mediehusets digitale og sociale platforme. Derudover vil de to virksomheder også bruge anledningen til at samarbejde om at videreudvikle deres koncepter, så de kan levere helt nyt og innovativt indhold og shoppeoplevelser for deres brugere. Og det mener Anna Wintour, Artistic Director hos Condé Nast, kan styrke dem fremadrettet:

”Jeg har altid troet på, at det der gør Condé Nast unik, er vores stemme og vision. At gå sammen med Farfetch vil udelukkende styrket dette, foruden at bidrage med en helt ny dimension til det, som vi kan tilbyde verden,” siger hun, ifølge Fashionunited.com, om det nye samarbejde.

Condé Nast-publikationer udgives på 29 markeder verden over og har en rækkevidde på intet mindre end 340 millioner mennesker. Farfetch forhandler varer fra mere end 200 forskellige brands og luksuskæder, og er tilgængelig i ni forskellige sprog.