Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Ny dokumentar portrætterer livet som tekstilarbejder

Hvem er menneskene, der laver vores tøj? Dét forsøger Mikaela Kvan at svare på i ’Vital Labor’, der zoomer ind på livet som fabriksarbejder i Østen.
Hvem er menneskene, der laver vores tøj? Dét forsøger Mikaela Kvan at svare på i ’Vital Labor’, der zoomer ind på livet som fabriksarbejder i Østen.

Det tøj, vi køber butikkerne, har været i hænderne på hundredevis af arbejdere i løbet af den lange værdikæde. Tidligere på foråret opfordrede Fashion Revolution folk til at stille spørgsmålet #WhoMadeMyClothes. Derudover begynder flere og flere virksomheder, inklusiv Bestseller og Asos, at offentliggøre leverandørlister.

En anden dimension af transparens er at fortælle personlige historier om de enkelte fabriksarbejderes liv, kultur og hverdag – og arbejdsforhold. Under årets Copenhagen Summit blev klip fra en ny dokumentar, ’Machines’, vist. Filmen er et portræt af en indisk fabriksarbejder, og viser historien om dem, der knokler for at producere tøj til verdens highstreet-brands.

I denne uge bliver endnu en ny film fremvist i København. ’Vital Labor’ tager tekstilindustrien under lup, og har fokus på produktionens arbejdere og den kultur, de er en del af.

Håbet om en bedre fremtid
Mikaela Kvan står bag ’Vital Labor’, der udspringer af hendes projekt ’Primary Voice’, og er resultatet af tre års research og flere måneders feltarbejde i henholdsvis Cambodia og Kina. ’Primary Voice’ en platform, hvor interviews, foto og film er tilgængelige online – og sætter ansigt på arbejdere og giver dem en stemme.

”Formålet er at videreformidle, hvordan livet er for de mennesker, der bidrager til at vi kan få tøj på kroppen. Hvor handler de ind, hvad laver de i frokostpausen og i fritiden og helt generelt, hvordan ser deres hverdag ud?” fortæller hun om projektet, der samtidig skal give indsigt i en dagligdag og arbejdsliv, der på mange punkter adskiller sig fra den, vi kender i Vesten.

De udvalgte personer til projektet har migreret til storbyer i Kina og Cambodia – og de har det tilfælles, at de arbejder på fabrikker i håbet om at skabe sig en bedre fremtid.

”At få kontakt til de medvirkende var en blanding af held og at have de rigtige folk til at hjælpe. Jeg har samarbejdet med lokale tolke, som har banet vejen for at komme i kontakt med fabrikker og fabriksarbejdere,” siger Mikaela Kvan, der til daglig bor i København.

Hun har ikke kontaktet brands for at komme i dialog med fabrikker eller fabriksarbejdere. Årsagen er, at de medvirkende ikke skal fremstå som nogen, der er overtalt eller presset til at medvirke af arbejdsgivere højere oppe i hierarkiet – de har selv takket ja til at være en del af projektet.

’Vital Labor’ fremvises på det gamle jernstøberi, BRUS, på Nørrebro den 15. juni, hvor både foto og film præsenteres. Mikaela Kvan udstiller sammen med to kinesiske fotografer, Sok Chanrado og Daniel Huang. Læs mere om eventet her.