Ole Yde lukker og slukker – og starter forfra
Luksusdesigneren har valgt at trække håndbremsen og lukke sin butik og stoppe sin produktion af stangtøj.Den danske topdesigner har taget en svær beslutning. Han vil tilbage til at fokusere på det, han virkelig elsker, og det inkluderer ikke at drive en butik og at masseproducere tøj. Han savner at tage sig tiden til at lave de smukke, skræddersyede kreationer, som startede hele eventyret tilbage i 2002. Det skriver Berlingske.
Af denne grund har Ole Yde offentliggjort, at han vil lukke sin virksomhed i den konstellation, den har nu. Det betyder, ifølge Berlingske, blandt andet, at butikken i Palægade lukker, at den kollektion, han får produceret og sælger til andre forhandlere, stoppes, at otte ansatte skal fyres og at showroomet i Indre By bliver sagt op.
Tager mere end det giver
Udefra er det ikke til at se, at Ole Ydes brand ikke altid har kørt som smurt. Han har holdt show i Paris flere år i træk og designet og syet kjoler for nogle af de mest højtstående personer, både herhjemme og i udlandet. Herunder har Kronprinsesse Mary længe været en trofast kunde hos den danske designer, som har stået for flere af hendes selskabskjoler gennem årene.
Men alligevel har Ole Yde måtte kæmpe for at få det hele til at gå op:
”Det er gået op og ned, men det har været hårdt, også økonomisk at få det til at hænge sammen, og jeg har opdaget, at det tager mere energi fra mig, end det giver. Jeg vil ikke have et liv, hvor jeg er træt af mit arbejde. Jeg vil have passion for det på den måde, der fik mig til at begynde som designer,” siger designeren til Berlingske, og fortsætter:
”Jeg har aldrig drømt om at blive chef for nogen eller at drive en virksomhed. Jeg synes, det har været et meget stort pres hver eneste måned at skulle hive løn hjem til otte mennesker, og det har betydet, at der var meget mindre tid til det, som er min passion – at skabe smukt tøj.”
Tilbage til udgangspunktet
Ole Yde fortæller til Berlingske, at han har overvejet at vende skuden ved at finde nye investorer til sin virksomhed, men er kommet frem til, at det ikke ændrer på det faktum, at han på nuværende tidspunkt ikke føler han bruger sin tid, på det han elsker.
”Jeg har talt med flere, og det var søde og dygtige mennesker, men de vil ikke det samme som mig. De vil gøre det endnu mere kommercielt, og jeg kan mærke, at jeg ikke har lyst til at gå mere på kompromis. Det er fint at lave kommercielt tøj, og det er der mange, der er dygtige til, men det er ikke det, der driver mig,” siger Ole Yde videre til Berlingske.
I stedet for har han besluttet, at hans brand skal skæres ind til benet og tilbage til udgangspunktet – han vil finde et atelier, hvor han fremover, i samarbejde med en enkelt skrædder, igen kan koncentrere sig om, at dyrke sin passion. Hvordan det helt præcis skal udforme sig, må tiden vise, men én ting er sikker, han glæder sig til at starte forfra:
”Det er ikke en trist historie, det er det virkelig ikke. Det er positivt,” siger han afsluttende til Berlingske.