Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Armoire officielle-stifter klar med nyt koncept

Kjetil Aas satte tidligere på året sit brand på stand-by, men nu har han omlagt strategi og er tilbage med et nyt koncept, under navnet sur le chemin.
Kjetil Aas satte tidligere på året sit brand på stand-by, men nu har han omlagt strategi og er tilbage med et nyt koncept, under navnet sur le chemin.

Tilbage i februar snakkede Fashion Forum med Armoire officielles medstifter og designer, Kjetil Aas, fordi han havde taget en beslutning om, at sætte brandet på pause. Det krævede simpelthen for mange ressourcer at producere store kollektioner hver sæson, og han havde brug for tid til at finde ud af, hvad der skulle ske med virksomheden fremover.

Og i dag, snart fire måneder senere, har den norskfødte designer fundet svaret. Kjetil Aas er klar til at vende stærkt tilbage, denne gang med en ny strategi og et nyt koncept, under navnet sur le chemin.

”sur le chemin kan løst oversættes til ”fremad” eller ”på vej frem”, og det er netop det, det handler om – at tænke nye tanker og at gå nye veje,” lyder det fra Kjetil Aas, hvis nye projekt er en konceptbutik, hvor der både skal forhandles tøj fra det oprindelige brand, Armoire officielle, og det nye, sur le chemin. Derudover vil der i butikken kunne købes både tøj og livsstilsprodukter fra mærker, som Olsen Clothing, Woron, Leather Projects og Frama Copenhagen.

Ny strategi
Kjetil Aas har altså valgt at sadle helt om og prøve ny strategi – håbet er, at kombinationen af de forskellige mærker skal være med til at styrke både den historie, han ønsker at fortælle med sur le chemin, men også butikkens udvalg.

”sur le chemin er en konceptbutik, men vores egne ting vil stadig fylde mest, så der er ikke tale om en multibrand-forretning, som sådan. Det nye koncept skal hjælpe os med at fortælle vores egen historie endnu bedre, ved at pege på andre brands og produkter, som vi mener passer ind i vores univers, og så skal de også bidrage til vores sortiment, fordi vi ikke kommer til at producere fulde kollektioner,” fortæller Kjetil Aas.

Han tager sin bæredygtige tilgang til mode med sig i lanceringen af sit nye brand – en tilgang, der både handler om at sætte farten ned, men også om at sikre plads og ro til at skabe en velfungerende virksomhed:

”Med det nye koncept vil vi bevæge os endnu længere væk fra at arbejde med de traditionelle sæsonkollektioner. På den måde kan vi bedre styre produktudviklingen og dermed kontrollere væksten i firmaet på mere organisk vis. Vi vil gerne i endnu højere grad tage de bæredygtige briller på og sænke antallet af designs, der produceres,” siger Kjetil Aas, som også har et ønske om at opbygge et stærkt netværk af ligesindede unge brands, der kan samarbejde og agere støtte for hinanden.

Et skud værdifuld erfaring og kapital
Kjetil Aas er ikke enemand bag sur le chemin. Virksomheden består af sammenlagt fire partnere, der alle bidrager med både kapital og erfaring til det nye koncept:

”De fire partnere har en baggrund i både modebranchen, men også andre brancher. Det skaber en stærk faglighed i samarbejdet, fordi der helt klart er nogle eksterne styrker, som vi kan trække på”, afslutter Kjetil Aas.

Kjetil Aas’ nye konceptbutik vil fortsat have adresse i Lille Kirkestræde 3 i København og genåbner den 24. maj.