Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
Navne

Tiger of Sweden henter kreativ direktør fra Burberry

Det danskejede brand vil samle koncernens designafdelinger under én kreativ åre og har i den anledning udpeget allerede erfarne Christoffer Lundman til at lede teamet.
Det danskejede brand vil samle koncernens designafdelinger under én kreativ åre og har i den anledning udpeget allerede erfarne Christoffer Lundman til at lede teamet.

Det svenske brand, der siden 2003 har været en del af danske IC Group, har netop offentliggjort deres nyeste tilføjelse til ledelsen. Svenske Christoffer Lundman er blevet ansat som ny Head of Creative & Design, og skal fremover stå i spidsen for hele virksomhedens kreative team. Han skal herunder både agere frontfigur for Tiger of Swedens herre- dame- og jeanskollektioner og dertilhørende teams, og har desuden fået til opgave at forene alle tre designafdelinger under én samlet kreativ identitet, for første gang i brandets historie.

Christoffer Lundman, der er uddannet på Central Saint Martins, tager næsten to årtiers designerfaring med sig til sin nye post. Sidst har han udfyldt rollen som designdirektør hos Burberry, men Christoffer Lundman har også både været i hus hos Acne Studios, som Head of Menswear, samt Tom Ford, hvor han besad rollen som Senior Designer of Sportswear.

Den nye kreative direktør skal, ifølge Tiger of Swedens marketingsdirektør, Per Håkans, være med til at videreføre brandet, som ”Skandinaviens førende udbyder af skræddersyet mode til den nye generation.” Det skriver Fashionunited.com.

“Christoffer kan, med sin svenske baggrund, fuldt ud forstå Tiger of Swedens historie, samt hvor vigtigt brandet er for skandinavisk mode. Det, kombineret med hans unægtelige designtalent, gør det til en utrolig spændende tid for virksomheden. Jeg er sikker på, at hans vision for Tiger of Swedens DNA vil sikre brandet en ny og innovativ fremtid,” uddyber Per Håkans.

Christoffer Lundman, der indtil nu mest har begået sig i den internationale branche, følte tiden var inde til at vende tilbage til sine rødder:

”Det er meget spændende at blive en del af et svensk mærke med så lang historie, og det er et brand, jeg som svensker altid har været meget opmærksom på. Tiger of Sweden har allerede opnået rigtig meget, og der er et fantastisk fundament at bygge videre på. Det føles som det rette tidspunkt at vende hjem på og det rette brand at gøre det for,” udtaler den nye kreative direktør til Fashionunited.

Christoffer Lundman indtræder i sin nye stilling den 1. juni, og kan vise sin første kollektion for brandet under fremvisningen af SS18.