Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

”Vi foretrækker at reparere din skjorte, frem for at sælge dig en ny”

Det er et par ambitiøse designstuderende, der står bag det nye brand Atelier Hermann & Pépin, hvis udgangspunkt er cirkulær økonomi og lokal produktion i hjertet af København.
Det er et par ambitiøse designstuderende, der står bag det nye brand Atelier Hermann & Pépin, hvis udgangspunkt er cirkulær økonomi og lokal produktion i hjertet af København.

Den unge designduo, Andreas Hermann og Frederik Pépin, præsenterer deres nye brand, Atelier Hermann & Pépin, en eftermiddag i april på jazzbaren, La Fontaine i København. Det er første gang de skal vise, hvad de har arbejdet på det meste af året, og de to designere er tydeligt spændte. Kollektionen er ikke stor – fem styles, der hver bliver lavet i tre forskellige størrelser. Men som det er nu, skal det ikke være større.

”Vi kommer aldrig til at sende vores tøj i masseproduktion et sted omme på den anden side af jorden. Sagen er, at vi jo faktisk foretrækker at sy en ny knap i din skjorte, frem for at sælge dig en ny,” siger Andreas Hermann.

Til juni er de begge færdiguddannede som designteknologer i Sustainable Fashion fra Københavns Erhvervsakademi. På trods af deres unge alder, henholdsvis 22 og 26 år, skorter det ikke på ambitionerne fra de to herrer, Hermann og Pépin. Bæredygtighed er deres omdrejningspunkt og de ønsker at skabe en personlig relation til beklædning produceret med et minimalt ressourcespild.

”Planen er at gøre håndværket nærværende i en lokal produktion af tidløst design i høj kvalitet. Vi vil sy tøj ud af det stof, som større modehuse har i overskud på deres produktionssteder, hvilket betyder, at vi blandt andet har fået fingrene i materiale fra Prada og Bruuns Bazaar. Samtidig stræber vi efter ikke at efterlade spild, hvilket betyder, at restprodukter bliver inkorporeret, som en del af ressourcekæden,” forklarer Frederik Pépin.

Syer det hele selv
Med Atelier Hermann & Pépin håber de to unge designere at kunne være med til at ændre den måde, hvorpå forbrugeren forholder sig til, hvad de køber og hvad de smider ud. Andreas Hermann og Frederik Pépin vil se væk fra modeindustriens udskiftelighed og lave tøj i en kvalitet og et udtryk, der gør, at det holder længe. De ønsker frem for alt at sælge forbrugeren en relation, og ikke bare et produkt.

”Vi vil gerne tage del i et lokalt og kreativt make-create samfund, hvor der ikke er langt fra ide til praksis. Vi plejer faktisk at forklare vores ide som en restaurant. Her kan du ofte se kokken lave maden. Samtidig er det et kvalitetsstempel, når råvarerne er lokalproducerede. Hvorfor er det ikke også sådan, når vi taler om vores tøj,” påpeger Frederik Pépin.

De sidste to måneder har Frederik og Andreas tilbragt i et syrum på Københavns Erhvervsakademi, hvor de har færdiggjort deres første kollektion. Lige nu sælges kollektionen i deres nystartede webshop. Men drømmen er på et tidspunkt at have råd til at købe et atelier, som både kan agere butik og designstudie, eventuelt ved hjælp af en investor.

”Hvis vi vil give folk en relation til det tøj, de har på, skal de også kunne se, hvordan det bliver lavet. Og når der ikke er mere stof, er der ikke mere tøj,” siger Andreas Hermann afslutningsvist.