Her er det endelige Copenhagen Fashion Summit-program
De sidste prominente talere til dette års grønne topmøde kan nu offentliggøres, og det inkluderer store navne som Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary, Livia Firth fra Eco Age Ltd. og John Moore fra Outerknown.I dag er der præcis to uger til, at verdens største topmøde for bæredygtig mode, Copenhagen Fashion Summit, løber af stablen, og der er efterhånden en lang række anerkendte talere, værter og partnere på listen over deltagere. I starten af april kunne vi for eksempel løfte sløret for årets værter, model Amber Valletta og Monocle-grundlægger, Tyler Brûlé, samt flere internationale navne, som The New York Times’ Vanessa Friedman, designer Eileen Fisher, H&Ms Anna Gedda, kreativ konsulent Julie Gilhart og designer Prabal Gurung.
Nu afsløres den sidste række af verdenskendte modeprofiler, der vil være at finde, til forårets helt store bæredygtighedsevent.
I toppen af den danske tilstedeværelse finder man Hendes Kongelige Højhed, Kronprinsesse Mary, der som passioneret fortaler for sundhed, ligestilling og bæredygtighed i modebranchen, vil indtage rollen som både protektor og taler for topmødet.
Ligeledes vil Livia Firth også gæste begivenheden. Hun har, som stifter og kreativ direktør for Eco Age Ltd., stor erfaring med at etablere og implementere skræddersyede bæredygtighedsløsninger til forskellige modevirksomheder.
Yderligere deltager også model og aktivist Cameron Russell, der med sin passionerede tilgang til alt fra klimaforandringer til ligestilling og med sin ambassadørstilling for Rainforest Alliance, også vil bidrage positivt til Copenhagen Fashion Summit, sammen med John Moore, kreativ direktør og medstifter af det bæredygtige herretøjsmærke Outerknown.
Derudover kan yderligere ti andre anerkendte nationale og internationale navne afsløres:
Dilys Williams, direktør, Centre for Sustainable Fashion
Elin Larsson, Sustainability director, Filippa K
Jessica Simor, advokat
Ulla Tørnæs, dansk Minister for udviklingssamarbejde
Lucy Siegle, journalist
Annie Gullingsrud, direktør, Fashion Positive, Cradle to Cradle Products Innovation Institute
Cecilia Takayama, direktør, The Materials Innovation Lab, Kering
Chris Grantham, Circular economy portfolio director, IDEO
Cecilia Strömblad Brännsten, Environmental Sustainability, H&M
Joe Iles, Editor-in-chief, Circulate
I sidste uge kunne Copenhagen Fashion Summit også løfte sløret for 13 af topmødets talere, herunder Miroslava Duma, stifter og CEO for Fashion Tech Labs Venture Inc. og Peter Copping, Serial entrepreneur and thought leader fra Singularity University. Du kan læse om hele deltagerrækken til Copenhagen Fashion Summit her.
Derudover kan du stadig anmode om en invitation til Copenhagen Fashion Summit her, hvor der nu også er sat et begrænset antal billigere billetter til zone C og D til salg.