Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Økonomi

Tøjvask har ikke ændret sig siden 1950erne

Nok har teknologien udviklet sig, men det har vores vaner ikke. AEGs ’Care Label Project’ sætter fokus på, hvordan bedre tøjvask gavner brands så vel som forbruger.
Nok har teknologien udviklet sig, men det har vores vaner ikke. AEGs ’Care Label Project’ sætter fokus på, hvordan bedre tøjvask gavner brands så vel som forbruger.

90% af alt vores tøj bliver smidt ud, længe før det er nødvendigt – ofte på grund af forældende vaskevaner, der resulterer i, at vi skiller os af med tøjet, fordi det kryber, farverne falmer og pasformen ændres.

Markedresearch-virksomheden, Ipsos MORI, har foretaget en undersøgelse for AEG, og den viser, at vores vaskevaner stammer fra og det er primært to kilder: hvordan vores forældre gjorde det og tøjets vaskemærke. Det er et problem, fordi selvom vaskermaskiner har udviklet sig markant over flere generationers tid, så har vores vaskevaner det ikke. Samtidig ved mange ikke, at temperaturen angivet på vaskemærket er et maksimum og derved ikke den anbefalede temperatur.

For at komme disse problemstillinger til livs søsætter AEG et nyt projekt med navnet ”Care Label Project”, der skal hjælpe til med at bryde de gamle, gængse vaskevaner.

De dårlige vaner skal vaskes væk
Da vaskeanvisningerne er en af de vigtigste kilder til information, er en del af projektet lanceringen af et nyt vaskemærke, de kalder ”Don’t Overwash”, som skal oplyse om bæredygtige vaskevaner. Tre tematikker indgår: Vask mindre, rens kun tøjet, når det er nødvendigt og brug lavere temperaturer – der er 60% energi at spare ved at vaske ved 30 grader i stedet for 40.

Projektet gennemføres i samarbejde med 14 europæiske designere, hvor Stine Ladefoged, O! Waste og Whyred er blandt de skandinaviske bidragsydere. Designernes kollektioner har fået tilføjet det nye vaskemærke, så budskabet spredes omkring hvordan opdaterede vaskevaner kan ændre modeindustrien.

Andre samarbejdspartnere tæller Adidas, The Woolmark Company, NGO’en Fashion Revolution, og designplatformen, Not Just A Label.

Sidste år lancerede AEGs moderselskab, svenske Electrolux, tilsvarende projekt under navnet ’Style Well Cared For’, hvor blandt andre STORM & MARIE var en del af kampagnen.

Dengang fortalte brandets designer og medgrundlægger, Signe Elisabeth Vedel, til Fashion Forum hvorfor det er så vigtigt, at virksomheder også tager del i udviklingen. For ud over de åbenlyse fordele for miljøet og tøjets holdbarhed, som er brands’ troværdighed også på spil.

”Når vi sender tøj ud i verden, er det med krydsede fingre, for at kunden aflæser vaskeikonerne inde i tøjet og forstår deres betydning. Hvis dette ikke er tilfældet ødelægges tøjet og det bliver en dårlig oplevelse for kunden så vel som for os. Selvom fejlen ligger hos kunden, så mister de tillid til vores produkt og vi mister omsætning,” sagde hun.