Facebook Abonnér
21:29
|
29.04.2017
Lasse Ribergård Foto: Blogger og projektleder for Bloggers Delight, Lasse Ribergård

”Mange ved ikke, hvad de vil med et samarbejde”

INTERVIEW: Blog-mediet balancerer på en knivsæg imellem det personlige og det professionelle. Veteranen Lasse Ribergård fortæller, hvorfor bloggere så vel som brands altid bør tænke i troværdighed frem for hurtige penge.

| Navne Viden | af Karoline Kaae Svendsen

Fashion Forum møder Lasse Ribergård på en af hans stamcaféer i Aarhus, hvor han fortæller baristaen seneste nyt: Han har friet til sin kæreste. Den historie er ikke kun forbeholdt hans venner og bekendte, den er (selvfølgelig) også delt på bloggen ned til mindste detalje.

”Folk deler mere ud af dem selv, sammenlignet med for blot tre år siden. I dag kan du læse indlæg om de mest personlige og intime detaljer om bloggeres liv. Vi holder stadig cirka 10% af vores liv for os selv, men resten deler vi med vores læsere,” fortæller Lasse Ribergård, der siden 2009 har drevet bloggen Sidseloglasse.com sammen med – sin nu forlovede – Sidsel Hilding-Hamann. Og det, som startede ud som personligt projekt, indskriver sig nu i en verdensomspændende kommunikations- og brandingtendens, hvis forretningspotentiale blot er vokset over de sidste 10 år.

”Troværdighed spiller en enormt vigtig rolle som blogger. Spørgsmålet er, om man som blogger i dag kan være troværdig uden at dele det personlige – godt som dårligt. For hvis det hele er rosenrødt, så ryger troværdigheden. Det tror ingen på,” siger Lasse Ribergård, der ugentligt deler både de mere letfordøjelige blogindlæg og de tungere, personlige af slagsen. Og netop dén kombination kan differentiere bloggerne på et yderst konkurrencefyldt marked.

Bannerannoncer og sponsorerede indlæg er hverdagskost
Sidsel og Lasses blog er en del af Society B – en udvalgt skare af Danmarks største bloggere, der er i stald hos Bloggers Delight. Da Bloggers Delight åbnede en filial i Aarhus sidste år, var – og er det stadig – med Lasse Ribergård i spidsen som projektleder for afdelingen. Diskussionen om kommercialisering og sponsorerede indlæg er særdeles velkendt for ham, og en udvikling han har skulle forholde sig til.

”Da vi fik bannerannoncer på bloggen for allerførste gang i 2011, i forbindelse med at vi blev en del af Bloggers Delight, stejlede vores læsere, for de var ikke vant til, at blogs var reklameplatforme. Den kritik har lagt sig, og det er min opfattelse, at læserne har accepteret, at blogs også er kommercielle.”

Blogs er blevet brands i sig selv, bloggere omvandrende reklamesøjler og det betyder, at ud over bannerannoncer, er professionaliseringen også rykket ind i selve indholdet på bloggen.

”Det kan godt lade sig gøre at lave en troværdig omtale af et produkt eller virksomhed, man er betalt for at anmelde. Det handler om at være ærlig, både om det positive og negative. Her er mikset, der udgør det store billede, igen afgørende – de sponsorerede indlæg skal suppleres med de personlige indlæg,” siger han.

Læserne forventer høj kvalitet og gennemsigthed, men en ekstra dimension, skal være opfyldt, når virksomheder lægger en sum penge for at blive en del af Sidsel og Lasse-universet:

”Relevans er altafgørende for modtagelsen og effekten – ikke kun for os bloggere, men for reklamer generelt. Dét er den vigtigste overvejelse, når vi siger ja til at indgå samarbejder. Vores læsere er kritiske, og de holder et skarpt øje. Det forpligter os til at gøre det ordentligt og vælge virksomheder og produkter, vi kan stå inde for,” pointerer han.

Længsel efter længerevarende samarbejder
De sponsorerede indlæg er ikke på vej væk igen, tværtimod, mener Lasse Ribergård. Men de vil ændre karakter:

”Jeg tror, at vi vil bevæge os bort fra korte engangsomtaler. I stedet vil de længerevarende samarbejder, hvor bloggerne i højere grad er ambassadører, blive mere udbredt. For færre større, er bedre end mange små. Det kommer i forlængelse af, at virksomheder i højere grad har fået øjnene op for, hvilken værdi det giver at indgå i et samarbejde med bloggere – Sverige er langt foran på den front, men Danmark er ved at komme efter det.”

Virksomheder skal ikke undervurdere brandingeffekten og troværdigheden, hvis brand, blogger og målgruppe matcher, påpeger Lasse Ribergård. Hvad samarbejdet konkret skal resultere i, bør dog være klart defineret af virksomheden, inden de tager kontakt til en blogger.

”Handler det om hurtig trafik til deres hjemmeside, salg af produkter, profilering eller øget kendskabsgrad? De overordnede målsætninger afgør, hvordan vi efterfølgende skal og kan måle effekten. Det er forholdsvist nemt at måle, hvor mange læsere bloggen sender videre til en webshop, men eksempelvis kan effekten af omtale af et rejsebureau tage længere tid, hvis målgruppen ikke skal bestille en ferie lige med det samme.”

Mindre kvantitet og mere trafik
Både i sit virke som blogger og som projektleder hos Bloggers Delight har Lasse Ribergård også bemærket, hvordan virksomheder ofte går efter kvantitet, når de skal vælge samarbejdspartnere.

”Jeg mener ikke, at virksomheder udelukkende bør se på bloggernes antal følgere og vælge derudfra. Hvis de 10.000 følgere ikke er en del af målgruppen, kan det være bedre at gå efter bloggen med den rigtige målgruppe, der har et bedre match, men som har færre følgere. Derudover kan influencers popularitet variere fra kanal til kanal. En person med flere hundredetusinde Instagram-følgere har ikke nødvendigvis hundredetusinde læsere på bloggen,” siger han, og igen leder det tilbage til formål og ønskede effekt, virksomheder skal have for øje i udvælgelsesprocessen.

Med en blog, der kun er en håndfuld år yngre end Facebook, har Lasse en klar mening om, hvilken strategi bloggere, der ønsker at indgå i professionelle samarbejder, bør anlægge.

”Facebook har gjort det svært at nå bredt ud, hvis man ikke betaler for at booste et opslag. Vi kan frygte, at det samme kan ske med Instagram, som jo er ejet af Facebook. Derfor er det vigtigt, at man også kan skabe trafik på egen hånd til sin blog, og spille på flere heste i forhold til at hente trafik.”

Sidsel og Lasse har hver sin personlige Instagram-profil, en Facebookside for bloggen, en Bloglovin’-profil og ikke mindst Google at hente trafik og følgere fra. Det er den vekselvirkning, der i fremtiden vil være med til at generere vækst for både bloggere og brands, spår Lasse Ribergård.

Læs også

Få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev