Ilse Jacobsen: ”Den enkle ide er ofte den sværeste at få”
Designeren har igennem en årrække investeret i opkommende virksomheder, og her fortæller hun, hvordan man fanger hendes opmærksomhed.”Løvens Hule” søger deltagere til tredje sæson, og modeiværksættere opfordres til at byde ind med deres forretningside, hvis de er på jagt efter finansiering. Der er penge så vel som know-how på spil, hvis man formår at rammer investorerne både i hjerne og hjerte. Fashion Forum har spurgt de to i investorpanelet med tættest bånd til modebranchen, Ilse Jacobsen og Christian Stadil, hvad de vægter, når de skal vælge om de vil investere deres penge.
Designer og forretningskvinde, Ilse Jacobsen, har allerede investeret 300.000 kr. i henholdsvis Emma Jorns regntøj og brandet Agurks grafiske streetwear. Man skal have sin viden på plads, være realistisk omkring sin virksomheds værdisættelse og frem for alt troværdig, hvis man skal imponere Ilse Jacobsen.
Hvad tænder dig som investor?
”Ud over en fantastisk idé og et godt produkt, så køber jeg mig også ind i personen, der pitcher. Der skal være en god kemi, og jeg skal kunne se, at den samlede pakke passer ind i mit eksisterende brandunivers. Jeg skal have en fornemmelse af, at jeg, med den erfaring og viden jeg besidder, kan tilføre noget nyt og nyttigt til projektet. Og så skal man ikke underkende, at den enkle ide ofte er den sværeste at få.”
Hvad for lov at bestemme når du investerer – forretning eller følelser?
”Det emotionelle betyder meget. De to kvinder bag det økologiske madkoncept, Halvkær Ådal, faldt jeg pladask for. De var så skønne og jordnære, og det var tydeligt, at hele deres livsstil gennemsyrede deres forretning – det var ikke bare en fiks ide. Der var det ærlighed og troværdighed, der var med til at sælge ideen.”
Hvad skal modeiværksættere have styr på, for at fange din opmærksomhed?
”Hvis man kommer og kalder sig et modebrand, så skal man have forstand på det. Man ved hvordan man overleverer tegninger til systuen, hvordan en produktion fungerer, hvordan forsyningskæden hænger sammen. Og så skal man være seriøs i værdisættelsen af sin virksomhed. Hvis du designer t-shirts, men hverken har solgt eller har bestillinger herpå, så er din virksomhed ikke 2 mio. kr. værd. – så er det endnu ikke en så god forretning.”
Hvad slags investor foretrækker du at være?
”Jeg elsker at være aktiv. Jeg kan godt lide, at folk er selvkørende, samtidig med, at de kan lære af den erfaring jeg har samlet i min rygsæk. Jeg giver meget af min egen virksomhed i processen, så dem, jeg investerer i, får adgang til mit marketinghold, kan spørge designerne til råds, ligesom jeg trækker på de distributionsnetværk, jeg har. En gang om måneden møder de virksomheder op, jeg har investeret i, og giver mig en opdatering på, hvordan det går og får sparring til fremtidige valg. Så selvom man skal afgive nogle procenter, får man meget know-how for pengene.”
I tredje sæson bliver det de samme investorer, nye iværksættere møder. Løverne er Jesper Buch, kendt for at have opbygget og solgt Just-Eat, Birgit Aaby med rengøringsfirmaet Combi-Service, Christian Stadil kendt fra Thornico-koncernen og Hummel, serieinvestoren Tommy Ahlers som har solgt it-succeserne Zyb og Podio og endeligt Ilse Jacobsen, der ud over sine gummistøvler, designer tøj, har en spa, restaurant og blomsterbutikker under sit Ilse Jacobsen brand.
Deadline for ansøgninger til Løvens Hule 3 er 1. maj. Hent ansøgningsskemaet på dr.dk/løvenshule. Optagelser foregår i studier i København i slutningen af juni. DR1 viser programserien efter nytår.