Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Tøj er en udfordring for bæredygtig webshop

At forhandle bæredygtige varer kræver meget af både produkter, såvel som formidling. Det erfarer Tanya Rømer Jørgensen og Janni Krogh, der står bag nystartede Studio Unbuilt.
At forhandle bæredygtige varer kræver meget af både produkter, såvel som formidling. Det erfarer Tanya Rømer Jørgensen og Janni Krogh, der står bag nystartede Studio Unbuilt.

De er begge nyuddannede og passionerede iværksættere, og nu søsætter de den virksomhed, der har været under opsejling, siden de begge stadig var studerende, i Design & Business på VIA Designskolen i Aarhus – en uddannelse de lige har færdiggjort, i december 2016.

25-årige Tanya Rømer Jørgensen og 24-årige Janni Krogh har sammen skabt webshoppen Studio Unbuilt. Denne blev lanceret i Aarhus d. 1. januar i år, og skal sælge udelukkende bæredygtige produkter til kunder, der ligesom dem selv, gerne vil tænke mere ansvarlighed ind i sine købsbeslutninger.

”Vi er i kontakt med flere forskellige mærker, som vi håber at indgå samarbejde med. Vores krav er at mærkerne er passionerede om at skabe et så bæredygtigt produkt, som muligt, og at de passer designmæssigt ind i Studio Unbuilts univers af tidsløse skandinaviske designs,” fortæller de to piger, som på nuværende tidspunkt forhandler flere forskellige mærker, som Mirins Copenhagen (økologiske hudplejeprodukter), Project O (plakater, kalendere og postkort af genbrugs- og naturmaterialer), Nord by Nord (tasker af overskudsskind fra slagterier) og Yai Yai (økologisk interiør). Men Janni Krogh og Tanya Rømer Jørgensen arbejder også på at kunne forhandle bæredygtigt tøj på deres nye webshop:

”Vi har mange projekter, som vi er ved at starte op, og har netop indgået et spændende samarbejde med tøjmærket Grobund, der laver basis toppe og bluser, hvor både produktion og materialer er GOTS-certificerede. Men planen er at indgå aftaler med flere tøjmærker,” fortæller de to stiftere, som dog synes tøjkategorien er mere udfordrende end andre varetyper:

”Det har været sværere at finde tøjmærker, som passer til Studio Unbuilts koncept. Det er vigtigt for os, at holde en høj bæredygtig standard. Det tager lang tid, men vi vil ikke gå på kompromis, så vi bruger den tid, som det tager,” siger Janni Krogh og Tanya Rømer Jørgensen.

Seriøs bæredygtighed
Et af de vigtigste krav til de bæredygtige mærker, som forhandles på Studio Unbuilt er, at de tager målsætningen seriøst:

”Bæredygtigheden skal være et af de største elementer af mærkernes DNA og ikke blot være et ’brandingstunt’. Men fordi mærkerne på Studio Unbuilt varierer meget i produktkategorier, har det været en udfordring for os, at sætte konkrete krav. Derfor er vi i gang med at udvikle seks til ni forskellige ’labels’, som skal være med til at fortælle, hvor ambitiøse de forskellige mærker er, således slutforbrugerne er informeret om mærkernes og webshoppens niveau af bæredygtighed og social ansvarlighed,” siger pigerne og fortæller, at de ligeledes har implementeret et online magasin på webshoppen, kaldet ’Read’, der også skal henvende sig direkte til forbrugerne:

”Målet er, at vores kunder kan blive inspireret af magasinet på samme måde, som de ville blive, hvis de slog op i et modemagasin, hvor produkterne dog ikke nødvendigvis er bæredygtige. Et klart ønske er at blive den største bæredygtige online platform i Norden,” fortæller Janni Krogh og Tanya Rømer Jørgensen afslutningsvist.