Facebook Abonnér
01:09
|
24.08.2017
Zara_Store_Sydney

H&M og Zara taber terræn

Fast fashion-giganterne oplever begge et faldende salg, der blandt andet skyldes forbrugernes skiftende købsprioriteringer.

| Strategi Økonomi | af Sofie Ringtved Jensen

Tidligere har hverken H&M eller Zara haft problemer med at sælge tøj, men nu ser det ud til, at det er blevet sværere at fange forbrugernes opmærksomhed. De to virksomheders nylige tilbagegang skyldes blandt andet den øgede konkurrence fra diverse onlineplatforme, som i stigende grad lokker kunderne til. Det skriver det amerikanske nyhedsbureau, Bloomberg.

Ifølge dem er den svenske modekoncern, H&M’s, månedlige salg faldet for første gang i næsten fire år, og spanske Zaras modervirksomhed Inditex’s overskud er svundet ind til det laveste i otte år.

Især februar var svær for forhandlerne, ikke mindst for H&M, hvis butikssalg, ifølge Bloomberg, faldt med 3% i løbet af måneden.

Begge virksomheder oplevede desuden et uventet aktiefald, herunder faldt H&M’s aktier med 5,1% i Stockholm, som er det mest markante fald i tre måneder, og lignende så det ud for Zaras, som faldt med 2,7%, til det laveste siden december.

Oplevelser trumfer tøj
Ifølge Fashionunited viser en ny rapport fra USA’s folketællingsbureau, The U.S. Census Bureau, at flere og flere forbrugere i højere grad bruger deres penge på oplevelser frem for materielle goder. Forbrugerne prioriterer altså livstils- og fritidsaktiviteter, såsom rejser og andre ’fysiske’ oplevelser over andre produkter, og det har ikke mindst konsekvenser for modeindustrien – en pointe, som også blev fremhævet i rapporten, The State of Fashion 2017, lavet af Business of Fashion og McKinsey.

Derudover har den stigende konkurrence i modebranchen øget presset på priserne, som H&M og Zara også bliver nødt til at opretholde, hvis de skal kunne stå imod de ditto stigende produktionsomkostninger.

Dog går det ikke dårligere for Zara, end at Inditex-ejer, Amancio Ortega, i sidste uge kunne udbetale 9 mia. kr. til sig selv, og han holder stadig pladsen som den rigeste mand i Europa, og den fjerderigeste i hele verden.

 

Læs også

Få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev