Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

FDIH: ”Bekymrende vækst i digital grænsehandel”

Danskerne shoppede online for 101 mia. kr. sidste år, men en tredjedel af omsætningen ender i udenlandske webshops som Zalando, Amazon og Ebay. Det viser nye tal fra Foreningen for Dansk Internethandel.
Danskerne shoppede online for 101 mia. kr. sidste år, men en tredjedel af omsætningen ender i udenlandske webshops som Zalando, Amazon og Ebay. Det viser nye tal fra Foreningen for Dansk Internethandel.

I 2016 voksede dansk e-handel med 16%, og de danske forbrugere brugte 101 mia. kr. på nettet. Administrerende direktør for Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH), Niels Ralund, er begejstret over, at e-handlen er i vækst:

”Det er fantastisk, at vi nu runder den magiske grænse på 100 mia. kr., men jeg synes, at det er ganske bekymrende, når væksten i digital grænsehandel stiger hurtigere end køb i danske netbutikker,” udtaler han i FDIHs e-handelsanalyse.

Tallene, Niels Ralund henviser til, viser, at mens danske forbrugere købte for knap 14% mere herhjemme, så steg købene i udlandet med 5,5 mia. kr. svarende til 20,4% og til i alt 32,4 mia. kroner. Det betyder, at hver tredje krone går til udlandet.

Næsten halvdelen af alle nethandler i kategorien ”tøj, sko og smykker” bliver foretaget i en udenlandsk netbutik – og kategorien topper på listen over det, som danskerne køber mest af i udenlandske netbutikker. På listen over danskernes foretrukne webshops topper Zalando og Amazon.

”Zalando gør det godt og har taget danskerne med storm. Det er dog ærgerligt, at vi igen i år ser, at de udenlandske netbutikker snupper en stadig større del af den danske e-handelskage. Det er allerede nu en stor andel, når to udenlandske butikker står for næsten 5% af alle nethandler, og udviklingen peger på, at de store butikker vil sidde på en endnu større del af markedet i fremtiden,” siger Niels Ralund fra FDIH.

Den primære årsag til, hvorfor danskerne handler i på udenlandske netbutikker, er, at varen kun kan fås i udlandet. Derudover spiller en lavere pris og et større udvalg en rolle for cirka hver femte dansker. Men når danskerne lægger penge i netbutikker, tænker 20% ikke over butikkens nationalitet, fremgår det af FDIHs analyse.