Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs

Woden har ambitioner i udlandet

Det unge skofirma vil ud i verden og har derfor indgået samarbejde med to branchemænd, Flemming Nielsen og Nicolaj Hansen, der har stor erfaring fra Ecco.
Det unge skofirma vil ud i verden og har derfor indgået samarbejde med to branchemænd, Flemming Nielsen og Nicolaj Hansen, der har stor erfaring fra Ecco.

Woden blev grundlagt i 2013 og forhandles i dag i mere end 800 butikker i Europa, herunder 220 i Danmark. Men brandet har ambitioner om at nå endnu længere ud – også uden for Europa. Derfor har de indgået en aftale med tidligere Ecco-chefer, Flemming Nielsen og Nicolaj Hansen, til at lægge en fremadrettet strategi for processen.

Flemming Nielsen er klar til opgaven og ser et stort salgspotentiale i Woden:

“En million par sko om året bliver nok den første milepæl, og det går vi efter at nå i 2019-20. Hvis vi bare gik efter salg, salg, salg, kunne vi nå det i 2018, men det er lige præcis det, vi ikke vil”, siger han.

Flemming Nielsen mener nemlig, at Woden er så finansielt solid, at mærket ikke behøver at sige ja til hvilken som helst kunde, og i stedet selv skal beslutte, hvor det vil hen, for at have hånd i hanke med væksten.

“Man skal have modet til at sige nej til butikker, der ikke passer til Wodens profil. Det skal ligge i de rigtige butikker også internationalt. Firmaet skal have kontrol over sit brand”, siger han.

Stort fokus på e-handel
Flemming Nielsen og Nicolaj Hansen skal derfor være med til at lægge en præcis forretningsplan for hvert enkelt marked. Det betyder, at der blandt andet kommer særligt fokus på Mellemøsten, Europa og Norden – måske også Nordamerika. I Tyskland, Sverige og England ‘skal den have fuld gas’, ifølge Nicolaj Hansen.

I Woden giver man udtryk for, at der i disse år er hård konkurrence på skomarkedet, og det står stille i væksten i store dele af den traditionelle detailhandel. Til gengæld hiver onlinesalget væksten op, og det vil Woden udnytte. Også på nettet vil mærket dog tillade sig at være kræsne.

“E-commerce vil stige yderligere, men det er også som al anden detailhandel. Woden skal kun ligge på de gode websites”, siger Flemming Nielsen, som vurderer, at mærket vil gå efter at have online-flagskibsbutikker hos Zalando og Boozt.