Patagonia vinder pris for cirkulær forretningsmodel
Det amerikanske brand bliver hædret på World Economic Forum for deres mangeårige arbejde med cirkulær økonomi og bæredygtighed.Patagonia er og bliver forgangsvirksomhed, når det kommer til at tage aktivt ansvar for sin tøjproduktion og det aftryk, den unægtelig sætter på miljøet. Igennem årtier har brandet arbejdet med at få produktion og bæredygtighed til at gå hånd i hånd. Det bliver hædret ved World Economic Forum i Davos i denne uge med prisen Accenture Strategy Award for Circular Economy Multinational – en pris de deler med Nike, som ligeledes har bestræbt sig på at skabe mere bæredygtig produktion. Det skriver Business of Fashion.
Patagonias forretningsmodel er at producere, reparere og genbruge deres produkter, således at det er muligt at give livstidsgaranti på dem. Kan et Patagonia-produkt eksempelvis ikke repareres, tager virksomheden det retur, genbruger det i produktionen, imens kunden får et tilgodebevis på samme beløb som varen er værd.
Netop at lave holdbare produkter er hele Patagonias raison d’être – virksomheden ser det som sin fornemmeste opgave at reducere sit forbrug af ressourcer i hele værdikæden, ud fra den simple årsag, at der simpelthen ikke er uanede mængder ressourcer i verden. I den ånd er brandets seneste tiltag onlineplatformen, Worn Wear, hvor de vil sælge brugt Patagonia-tøj og udstyr indsamlet fra deres kunder – en indsamlingskampagne de søsatte sidste år, og som har aktiveret tusindvis af forbrugere til at aflevere deres brugte tøj og dele historier omkring deres Patagonia-produkter.
Patagonia er ligeledes særdeles aktive på miljøfronten. Brandet er medlem af organisationen, 1% For the Planet, hvor de donerer 1% af deres omsætning til forskellige miljøorganisationer. I alt har virksomheden doneret over $78 mio. til miljørelaterede sager siden 1985.