Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Job, Navne

Ny CEO hos Birger Christensen

Denise Christensen overtager direktørstolen fra Jens Birger Christensen.
Denise Christensen overtager direktørstolen fra Jens Birger Christensen.

Birger Christensen er både som brand og butik i en rivende udvikling, der skal sikre og videreudvikle den stærke position, som Birger Christensen har på markedet. Dette blev i 2016 blandt andet tydeliggjort gennem den store ombygning af butikken på Østergade 38, lanceringen af Birger Christensens egen kashmirlinje og udnævnelsen af Mark Tan som kreativ chef for Birger Christensen pels på AW17 kollektionen.

På det ledelsesmæssige plan er der også gjort offensive tiltag, der skal sikre væksten og fastholde det familieejede hus’ værdier samt give Birger Christensen det bedst mulige fundament i den fremadrettede strategi med fokus på fremtidens multibrand-butik.

Nye tider
Et af disse tiltag er Jens Birger Christensens beslutning om per 1. januar 2017 at fratræde posten som CEO og gå op som arbejdende bestyrelsesformand. Jens Birger Christensen vil som bestyrelsesformand have fokus på eksekvering af strategi, visioner og investeringer og vil derfor stadig have sin daglige gang i huset.

Til at overtage posten efter sig har Jens Birger Christensen udnævnt Denise Christensen til CEO per 1. januar 2017. Denise Christensen har en stærk baggrund indenfor retail, har siddet i ledende stillinger hos blandt andet Magasin, Georg Jensen samt Day Birger et Mikkelsen, og så kommer hun direkte fra posten som CCO hos ILLUM.

Om beslutningen udtaler Jens Birger Christensen:

”Jeg har været CEO i Birger Christensen siden jeg var 24 år, hvilket er lidt mere end 30 år, så tiden er den rette til at steppe op som arbejdende bestyrelsesformand. Det har altid været min ledelsesfilosofi at give tillid under ansvar og at have den bedste mand på hver en funktion i huset. Derfor ønsker jeg nu at overlade denne stol til den mest kompetente person jeg kender, Denise Christensen. Jeg er overbevist om, at Denise vil styrke den stærke position, som Birger Christensen har opnået både nationalt og internationalt. Min interesse som 4. generation Birger Christensen og majoritetsaktionær er selvfølgelig at sikre, at virksomheden bliver endnu stærkere og mere udbredt. Som bestyrelsesformand vil jeg være i tæt sparring med Denise, men samtidig også udvikle ejendomme, som er en del af Birger Christensen General Trading Company’s forretningsområder udover ejerskabet af Birger Christensen A/S.”

At videreføre arven
Denise Christensen vil også stå for den overordnede videreudvikling af hele varemærket Birger Christensen, ligesom hun vil være ansvarlig for indkøb og udvikling af Birger Christensens sortiment med fokus på at skabe den rette kombination af brands, der fremover vil gøre Birger Christensen til en endnu stærkere multibrand-butik.

Om tiltrædelsen som CEO hos Birger Christensen siger Denise Christensen:

”Birger Christensen er en familieejet virksomhed igennem mere end 147 år og har i den periode opbygget en fantastisk arv og dna indenfor retail luxury og pels, så det var en stor beslutning at sige ja til at overtage rollen som CEO efter Jens. Virksomheden skal igennem en meget spændende transformation de næste to år, hvilken Jens allerede påbegyndte med en stor ombygning af butikken på Østergade i efteråret 2016 – og jeg glæder mig til formalisere den nye strategi sammen med ham og resten af teamet i Birger Christensen,” slutter hun.