Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Navne

Holm & Bertung PR lancerer modenetværk

Initiativet er forbeholdt de nyeste medlemmer af branchen: praktikanter, assistenter og bloggere, der aspirerer mod en karriere inden for mode.
Initiativet er forbeholdt de nyeste medlemmer af branchen: praktikanter, assistenter og bloggere, der aspirerer mod en karriere inden for mode.

I torsdags inviterede bureauet Holm & Bertung PR indenfor til en eftermiddag i netværkets tegn under navnet, HB Community. Formålet er at samle alle dem, som lige nu er i gang med at snuse til modebranchen i form af praktikpladser og assistentstillinger.

”Det er jo netop, fordi branchen vrimler med halvårspraktikanter, at vi har grundlagt det her – for at skabe en vedvarende tilknytning for dem. Det er i høj grad også vores egne praktikanters fortjeneste, at HB Community er blevet en succes. De er jo helt i øjenhøjde med målgruppen og ved, hvad der skal til for at skabe et vellykket arrangement for dem. Praktikanter er virkelig guld værd,” siger Naja Helene Hertzum, administrerende direktør for Holm & Bertung PR. Her uddyber hun, hvorfor det er vigtigt, at værne om dem, som på sigt skal være med til at skabe branchen, og hvordan det rent strategisk er en logisk satsning for PR-bureauet.

Hvilken effekt håber du, at dette initiativ har på længere sigt på for modebranchen og for jer som PR-bureau?
Som bureau er det jo vores fornemste opgave hele tiden at holde os opdaterede med, hvad – og hvem – der rører sig i branchen. Det er ikke for sjov, at R’et i ’PR’ står for ’relations’, for det er stadig i høj grad netværket og relationerne, der bærer ens arbejde frem. For eksempel er en af mine tidligere praktikanter nu assisterende moderedaktør på et af de største modeblade herhjemme, så ud over at det bare er almindelig pli at opføre sig pænt over for andre mennesker, kan der endda også være en strategisk fordel forbundet med det. For du ved aldrig, hvem der havner på hvilken taburet på den lange bane.

Hvordan sikrer I, at folk forpligter sig til dette forum og dermed skaber kontinuitet?
Med første arrangement veloverstået kan vi erklære HB Community for en succes. Der var mange, der allerede på dagen spurgte til næste arrangement, og vi har selvfølgelig sørget for at skabe et lukket onlinemødested også, hvor der kan netværkes mellem de fysiske møder.

Kontinuiteten og tilknytningen til modebranchen sørger vi for med arrangementer og online community. Og så forventer – ja, nærmest håber – vi jo også, at der er en naturlig udskiftning, efterhånden som deltagerne flyver fra HB Community-reden og hellere vil netværke til vores ’rigtige’ pressearrangementer for den professionelle del af branchen, når de forhåbentligt får etableret sig der. Det er jo ikke en hemmelighed, at bagtanken også er at positionere sig, som et naturligt PR-førstevalg, for de der tegner branchen mange år fremad. Men alle parter får forhåbentligt noget ud af det.

Hvad skal deltagerne have ud af det, foruden netværk?
Foruden selve det værdifulde netværk, sørger vi også for hver gang at invitere en inspirerende etableret modebranchepersonlighed, der holder et oplæg. I torsdags var det designer Nicholas Nybro, der fortalte om sin vej ind i branchen, næste gang er det måske en modejournalist, redaktør, stylist, blogger, eller PR-medarbejder, der fortæller om sit arbejde. Der er fokus på den personlige historie, så vi kan give et alsidigt billede af, hvor mange forskellige veje, der rent faktisk fører ind i modebranchen.