Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Indland, Økonomi

Dyrberg/Kern ser lyst på fremtiden trods underskud

Selvom smykkevirksomheden indkasserer endnu et millionunderskud, betyder det ikke, at det går dårligt. Tværtimod har brandet investeret i fremtidig vækst, fortæller COO, Bo Bendixen.
Selvom smykkevirksomheden indkasserer endnu et millionunderskud, betyder det ikke, at det går dårligt. Tværtimod har brandet investeret i fremtidig vækst, fortæller COO, Bo Bendixen.

For andet år i streg taber Dyrberg/Kern mere end 6 millioner kroner i finansåret 2015/16, og egenkapitalen er gået fra 8,7 til 2,8 millioner kroner. Det skriver blandt andre Finans.dk og Business.dk.

Men de skrumpede resultater tegner nødvendigvis ikke et billede af brandets fremtid. Selvom regnskabet er et udtryk for mangelende omsætning på markeder, hvor ledelsen erkender, at de ikke har performet godt nok, kan det også tilskrives en større oprydning i distributionen og omstrukturering i organisationen.

De har taget PR-delen in-house for at sikre brandets synlighed og et overordnet skandinavisk fokus og øget indsatsen på det norske og britiske marked. I november i år åbnede de en konceptbutik i Oslo, og måneden efter allierede de sig med det britiske PR-bureau, Fabric PR, som skal stå for PR på det britiske og irske marked som led i en større fokusinvestering i UK.

Senest har Dyrberg/Kern ansat en ny frontfigur. I går kom det frem, at Henrik Spandet-Møller, der før har haft sin gang i huset, tiltræder stillingen som international salgsdirektør i det nye år.

Dertil kommer, at Dyrberg/Kern har også brugt penge på at købe Maria Zabel Jewellery og lancere et nyt smykkekoncept, Compliments, som brandet ser et stort potentiale i og allerede her i det første år, forventes det at omsætningen herfra udgør 10% af den samlede omsætning. Alt sammen investeringer med henblik på at styrke brandet.

Brandets aktivitet både på medarbejderfronten og produktsortimentet vidner om store ambitioner for fremtiden. Og driftsdirektør, Bo Bendixen, er fortrøstningsfuld. Helt friske regnskabstal, som endnu ikke er offentliggjort, peger i den rigtige retning, fortæller han til Business.

”I sidste halvdel af det årsregnskab, vi nu har lukket, kom vi ud med vækst for første gang i mange år. Og i det halvår, som vi er ved at lukke nu, kommer vi ud med en helt fantastisk vækst på cirka 35 procent,” lyder det fra ham.

Derudover fortæller Bo Bendixen til Business, at virksomheden har brugt meget krudt på at komme ud af de kæder og butikssamarbejder, som ikke har givet Dyrberg/Kern den rette opmærksomhed.

”Efter finanskrisen har vi haft rigtig travlt med at tilpasse omkostninger og strukturer og lukke de datterselskaber, salgsselskaber og butikker ned, som vi fik åbnet rundt omkring i hele verden.”