Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
REGNSKAB

Black Friday er igen årets største handelsdag

Årets Black Friday slog sidste års omsætning. Især nethandel og betaling via mobilen steg i år.
Årets Black Friday slog sidste års omsætning. Især nethandel og betaling via mobilen steg i år.

Danskerne brugte 2 mia. kroner på Black Friday, og slår derved sidste års omsætning, der lå på 1,98 mia. kroner. Sidste år var Black Friday årets største enkeltstående handelsdag, hvilket gør sig gældende igen i år. Det skriver Dansk Erhverv.

E-handlen stod for 236 millioner kroner, hvilket svarer til, at næsten hver ottende køb blev foretaget online og ikke i fysiske butikker. Disse tal vil stige de kommende dage, når pengene bliver trukket fra forbrugernes Dankort-konto, når varen bliver sendt fra butikken.

”Danskerne er blandt de mest e-handlende i verden, så det er lige så naturligt for os at lede efter gode tilbud online som i den fysiske handel. Derfor stod e-handlen også for en væsentligt del af den samlede handel på Black Friday,” siger politisk konsulent i Dansk Erhverv, Martin Barfoed.

Også hos Dansk Internet Handel, FDIH, har årets resultat overgået forventninger.

”Vi må bare sige, at særligt på nettet har både forbrugere og butikker i høj grad taget Black Friday til sig,” administrerende direktør, Niels Ralund, til Business.dk.

LÆS OGSÅ: Black Friday: Hvem er ansvarlig for udviklingen?

Danskerne betaler med mobilen
Betalinger online er i år 20% højere end sidste år. Det kan betalingsudbyderen, Clearhaus, berette. Ud over tendensen omkring en øget onlinehandel, markerer Black Friday også en tendens omkring, at danskerne i stigende grad har taget mobilbetaling til sig.

”Black Friday i år tegner til at slå alle rekorder for MobilePay online,” siger chef for MobilePay, Mark Wraa-Hansen, og fortæller til Business.dk, at niveauet for mobile betalinger online på Black Friday er mere end 1000% over den normale daglige brug af MobilePay til onlinehandel.

LÆS OGSÅ: Black Friday splitter den danske modebranche

Også i USA, hvor Black Friday har sin oprindelse, slog dagen rekorder. For første gang i historien brugte amerikanerne over 1 milliard dollars via mobilbetaling. I alt var onlinehandlen på 3,34 milliarder dollars på Black Friday og hele 5,27 milliarder dollars, hvis Thanksgiving-dagen – dagen før Black Friday – tælles med. 36% af trafikken til de største retailers kom fra mobile enheder, og det har derfor betalt sig for retailerne at mobil-optimere deres webshops og hjemmesider.