Seneste nyt fra modebranchen
Artikler
Podcasts
Jobs
KARRIERE

Saint Tropez ansætter ny designchef

Det danske brands DNA skal styrkes med en stærk designprofil og nye konceptbutikker med henblik på at skærpe konkurrenceevnen.
Det danske brands DNA skal styrkes med en stærk designprofil og nye konceptbutikker med henblik på at skærpe konkurrenceevnen.

Anna Juul Jepsen, der har været designchef hos Zizzi og har flere års erfaring som designer i Bestsellers regi, skal styre Saint Tropez’ æstetiske profil mod et feminint og mere konkurrencedygtigt univers. Direktør, Hans-Peter Henriksen, fortæller, at en klar og tydelig designprofil er afgørende i dagens modebranche, og med ansættelsen af Anna Juul Jepsen, har den danske tøjvirksomhed taget et vigtigt skridt.

”I et meget konkurrencepræget segment, highstreet fashion, er vi flere brands, der vil plante os i den yngre kvindes bevidsthed, hvor kampen om opmærksomhed og det helt rigtige produkt, kræver mere af os som brand end nogensinde før,” forklarer direktøren og fortsætter:

”Samtidigt vækster vi på flere eksportmarkeder, og når vi skal introducere os selv på et nyt marked, der ingen historie har med Saint Tropez, er det vigtigt at vores designprofil står hugget i sten.”

Ansættelsen af Anne Juul Jepsen sker som et led i Saint Tropez’ udviklingsproces, der også indebærer, at fem af de mest centralt beliggende konceptbutikker bliver ombygget i indeværende år. Her vil det nye butikskoncept, hvor brandets designprofil og DNA er omdrejningspunktet, blive implementeret. Tilmed vil man se flere shop-in-shops, som tøjvirksomheden eksekverer i samarbejde med deres wholesale-samarbejdspartnere.