”Synlighed er lig med efterspørgsel”
Dyrberg/Kern tager den danske PR del in-house for at sikre styringen af brandets synlighed og ansætter ny, erfaren PR-medarbejder til at styrke marketingholdet.Dyrberg/Kern har i mange år haft PR-bureauer til at varetage deres interesser, primært overfor og i medierne, både i Danmark, Norge og Sverige. Men udgangen af 2016 markerer en ny tid i den danske smykkevirksomhed. De vil fra det nye år tage alt PR-relateret arbejde in-house, når det kommer til kommunikation med samt udlån til de danske medier. Head of Global Marketing, Pia Mia Fellah, fortæller hvad der ligger til grund for beslutningen, og hvorfor brandet tror på, at de selv kan løfte opgaven.
”Vi har tidligere arbejdet sammen med nogle rigtig gode og dygtige, danske bureauer, men det er klart, at hvis man som PR-bureau varetager 30 brands, så får alle ikke samme kærlighed hele tiden. Derfor er vi kommet til den konklusion, at der, hvor vi er som brand i dag, har vi brug for at have den tættest mulige relation overhovedet til alle medier og samarbejdspartnere,” forklarer hun.
Ifølge Pia Mia Fellah er der flere årsager til, at beslutningen er blevet truffet. Blandt andet annoncekroner og visninger i modemagasinerne.
”Det er ikke PR-bureauerne, der forhandler annoncer for os. Det gør jeg i samarbejde med den pågældende annonceafdeling og redaktion. Det er et vigtig led i forventningsafstemningen i et gensidigt samarbejde, at alle parter er indforstået med præmisserne. Vi prioriterer vores annoncekroner, og forventer ligeledes, at vi bliver vægtet på siderne. Den relation skal netop dyrkes og styrkes så meget som muligt. Og nogle gange er det bare rigtig svært at være et kommercielt brand, der skal kæmpe om pladsen med nye, up-coming designere eller store internationale huse.”
At forblive relevant
Dertil kommer vigtigheden af at have et overordnet skandinavisk fokus, også selv om der er norske og svenske PR-bureauer, der sidder med ansvaret hos naboerne mod nord. At arbejdet med dem, og deres respektive presse, bliver endnu tættere.
”Selvom PR-bureauerne er meget oplyste og professionelle i deres arbejde, så er de også meget lokalt funderet. Vi er et internationalt brand og har brug for, at der bliver kigget ud over landets grænser. At der er dialog mellem os og vores forskellige typer ambassadører på kryds og tværs. Og lige nu skønner vi, at denne opgave løses bedre internt i Danmark,” uddyber Pia Mia Fellah.
Og selv om Dyrberg/Kerns over 32 år på markedet giver dem mere erfaring end de fleste, så kan det være en udfordring i en modeverden, der kræver konstant udvikling.
”Fordi vi har været i manges bevidsthed i så mange år, kan vi godt gå lidt i glemmeren. Det er vores fornemmeste job at blive ved med at holde Dyrberg/Kern frisk i hukommelsen hos magasinerne, for det bliver sværere og sværere at differentiere sig. Synlighed er lig med efterspørgsel,” siger hun.
Målet med denne strategi er, at det i sidste ende skal kunne ses på bundlinjen. Og det er ikke fordi, det bliver en nem opgave.
”Vi kommer til at blive 100% ansvarlige selv. Vi kan ikke gemme os bag et bureau, hvis ikke vi lever op til det, vi skal,” påpeger Pia Mia Fellah.
Til at styrke den danske Dyrberg/Kern-marketingafdeling, har Pia Mia Fellah ansat Josephine Bredsted, som kommer fra Ganni, og der er sat et godt hold med erfaringer, der spænder fra PR-branchen til mode- og mediebranchen.
”Det har været vigtigt at sammensætte et hold med et godt og alsidigt netværk. Derfor er vores forventning til denne satsning at opbygge endnu stærkere relationer til vores samarbejdspartnere og selv tage styring på, at det er de rigtige smykker, der bliver vist de rigtige steder,” slutter Pia Mia Fellah.