Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Økonomi

Der kommer nye brands fra H&M

Landechef for H&M Danmark, Christel Friis-Mikkelsen, fortæller, hvordan det danske marked arter sig, og hvad man gør, når vejret spiller salget et puds.
Landechef for H&M Danmark, Christel Friis-Mikkelsen, fortæller, hvordan det danske marked arter sig, og hvad man gør, når vejret spiller salget et puds.

Da H&M i fredags offentliggjorde deres ni-måneders rapport, var det med en stigning på 7% i den samlede porteføljes salg, hvor H&M, Monki, COS, &Other Stories, Cheap Monday og Weekday hører under, på i alt 162 milliarder svenske kroner. Ifølge en udtalelse fra CEO Karl-Johan Persson, så var konglomeratet på rette sport hele året regnskabsmæssigt frem til august, hvor efterårs – og vintervarer landede i butikkerne. For efteråret har ladet vente på sig, og det har betydet en midlertidig stilstand i salget af varmere tøj, i forhold til forventet. Ligeledes løfter Karl-Johan Persson i rapporten sløret for, at der er nye brands på tegnebrættet.

Christel Friis-Mikkelsen uddyber her, hvad status er for det danske marked og hvordan virksomheden er gearet til at reagere på noget så uforudsigelige som vejret.

Hvor placerer H&M Danmark sig i det her store regnskab?
Vi er generelt tilfredse med resultatet for kvartalet. Vi har i Danmark har haft en fin fremgang på et udfordret tøjmarked, og H&M Danmark ligger helt på linje med den globale udvikling.

Hvordan har I kunne mærke det varme efterår på salgstallene?
Vi har over de seneste år investeret stort i salgsteknologi og IT-løsninger, der hjælper os til at analysere og agere på salgssituationen, og på den måde imødekomme vores kunders behov bedst muligt. August og september har været meget varmt for årstiden, hvilket naturligt også har påvirket den danske salgsudvikling. Vores sortiment består både af efterårsvarer og vintervarer, hvor efterårsvarerne har solgt fint, mens vintervarerne har ladet vente lidt på sig. Vi har en stor tro på vores kollektioner og at salget af vintervarerne går i gang nu, hvor vejret vender.

Karl-Johan Persson fortæller der kommer nye brands – kan du uddybe det?
De nye brands lover godt, men vi kan desværre ikke løfte sløret for, om de kommer til det danske marked.