Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Halver afgift på reparationer

Et nyt svensk lovforslag vil gøre op med smid-ud-kulturen og fremme bæredygtigt forbrug ved at få folk til at reparere ting i stedet for at købe nye varer.
Et nyt svensk lovforslag vil gøre op med smid-ud-kulturen og fremme bæredygtigt forbrug ved at få folk til at reparere ting i stedet for at købe nye varer.

Der er kommet et hul i blusen eller en lynlås er gået i stykker. De fleste ejer et stykke tøj, hvor lignende er sket. Måske den ryger direkte til genbrug og jagten efter at finde en erstatning går i gang. Eller den indleveres i butikken, som oftest vælger at give en ny vare fremfor at reparere den gamle. Ganske enkelt fordi andet ikke kan betale sig på grund af reparationsomkostningerne.

Denne cyklus – som gør sig gældende på tværs af brancher – har fået svenske politikere fra partierne Socialdemokraterne og Miljøpartiet De Grønne til at komme med et lovforslag, der skal erstatte smid-ud-kulturen med en mere bæredygtig ageren. Det skriver fastcoexist.com.

Lovforslaget går på, at skatteafgiften på reparationer af tøj, sko og cykler halveres fra 25% til 12%. Det skal gøre det mere attraktivt for en forbruger såvel som butikker at reparere en vare fremfor at erstatte den med en ny.

Ifølge Sveriges finans- og forbrugsminister, Per Bolund, er et fokus på forbrug nøglen til at løse miljøproblemer og etablere en mere bæredygtig tilgang, fortæller han til The Local.

Sverige er ikke de første, der tænker i de baner. I 2015 blev der i Frankrig vedtaget en lov, som kræver, at producenter anmærker deres produkter med oplysninger om, hvor længe reservedele vil være til rådighed. Ligeledes gør loven krav på gratis reparation eller erstatning de første to år af et produkts levetid. Amerikanske Patagonia er et eksempel på en tøjvirksomhed, der har inkorporeret reparationer og genanvendelse som en del af deres brand-DNA. De tilbyder blandet andet reparation af deres tøj til en overkommelig pris, og på deres webshop findes der udførlige guides til, hvordan man selv kan reparere alt fra hullede bukser og lynlåse til dunjakker.

Den største udfordring ved ideen om at reparere ting i stedet for at smide dem ud er behovet for at købe noget nyt. Så længe vi bliver fristet af det nye, er det sværere at holde fast på det gamle, slutter fastcoexist.com.