Facebook Abonnér
02:36
|
24.05.2017
CottonFarmer_133 Foto: bioRe® bomuldsarbejdere i Kasrawad i Indien, der arbejder for tyske ZRCL. Foto: @wearezrcl fra fashionrevolution.com.

Transparens: konkurrenceforvridende eller nødvendig udvikling?

Debatten om offentliggørelse af leverandørkæder deler vandene, både blandt modevirksomheder og interesseorganisationer.

| CSR | af Marlene Toldbod

Der synes at herske enighed blandt flere store organisationer, blandt andet Fashion Revolution, Clean Clothes Campaign, NICE, Sustainable Apparel Coalition, Human Rights Watch og mange flere, om at gennemsigtighed i branchens leverandørkæder og produktionsforhold er et meget vigtigt skridt på vejen til en mere bæredygtig industri.

Men selvom globale gigantbrands som H&M, Levi’s og senest GAP allerede har gjort deres leverandørkæder offentlige, så går det langsomt med at få resten af branchen til at følge trop. Herhjemme er der nærmest ingen danske brands, som er hoppet med på vognen. Dog er man på vej hos IC Group, fortæller Corporate CSR Manager, Maryam Azmayesh Terp:

”Vi arbejder frem mod at kunne offentliggøre vores leverandørkæder. Vi ser en kæmpe værdi i den gennemsigtighed det bibringer, og hvis nogle af vores leverandører ikke lever op til den standard, de skal, så vil vi gerne vide det, så vi sammen kan gøre det bedre,” siger hun.

Det argument de fleste virksomheder holder fast i, som begrundelse for ikke at offentliggøre leverandørlister, er slet og ret konkurrenceforvridning. Ifølge Dansk Mode & Textils CSR-chef Pia Odgaard er virksomhederne ikke interesseret i at give konkurrenterne indblik i, hvor de producerer, af frygt for at virksomheden – efter at have brugt mange år på at opkvalificere en leverandør – bliver overhalet indenom af større kunder.

”For det første er det meningsløst at kræve, at virksomheder skal offentliggøre deres leverandørlister, fordi transparens i sig selv desværre ikke skaber nogen udviklingsmæssig forskel. Men alle virksomheder – også modevirksomheder – forventes at arbejde i henhold til internationale retningslinjer for CSR, hvis de vil overleve; det handler om at sikre virksomhedens legitimitet på markedet og samtidigt at arbejde strategisk med CSR, så ansvarlighed kan bidrage til at styrke forretningen både for leverandører og for den danske virksomhed. Det er på den måde, virksomhederne bidrager til bæredygtig udvikling, og ikke ved at offentliggøre leverandørlister. Og det CSR-arbejde skal virksomhederne have ro og tid til,” kommenteret Pia Odgaard på kravet om transparens og fremhæver ligeledes følgende:

”I Dansk Mode & Textil er vi overbevist om, at transparens helt af sig selv vil blive mainstream blandt de danske modevirksomheder, efterhånden som de får implementeret arbejdet med UN Guiding Principles og også begynder at rapportere om deres fremdrift på CSR-området.”

En skævvridning af virkeligheden
En af landets største modevirksomheder, Bestseller, mener ikke, at offentliggørelse af leverandørkæder vil fremme transparensen. Tværtimod, siger Sustainability Director, Mogens Werge:

”Det korte svar er, at vi på nuværende tidspunkt ikke har planer om at offentliggøre vores leverandørkæde. Faktisk mener jeg, at diskussionen om åbne eller lukkede leverandørlister er alt for forsimplet. Det gør det hele sort/hvidt. Det forvrider diskussionen, fordi det ligger implicit i debatten, at hvis man offentliggør sine leverandørkæder, så er alting i orden, og hvis man ikke gør, så har man noget at skjule. Det er en skævvridning af virkeligheden.”

Hos Bestseller er man mere fokuseret på at præsentere et helhedsbillede af virksomhedens arbejde og værdier, forklarer han.

”Diskussionen bør i stedet handle om, hvorvidt man påtager sig et ansvar, og hvordan man forvalter det. Er man tilstede i sit produktionsland, har man nærhed til sine leverandører og har man opbygget en god relation hertil. Vi samarbejder med mere end 400 producenter og flere end 850 fabrikker, og mange af vores producenter har vi arbejdet med i mange år og anser som partnere. Så alle involverede har en interesse i, at produktionen foregår under ordnede forhold. Vi har vores egne folk tæt på leverandørerne i de enkelte lande og ydermere bruger vi uafhængige treparts firmaer til at tjekke standarden på fabrikkerne,” siger han og uddyber:

”Vi har en langsigtet sustainability-strategi, og vi rapporterer hvert år vores fremdrift i vores Sustainability Report: Hvordan er status hos vores leverandører, hvordan vi forholder os til lønninger, miljø og de internationale konventioner og krav, som vi skal leve op til.”

Han påpeger, at de NGO’er og interesseorganisationer, som efterspørger mere information på konkrete produktionssteder, får det, men ellers vil virksomheden ikke dele deres produktionsforhold.

”Der vil altid være nogle, som kun går efter at slå ned på det negative. Man kan jo altid finde noget at kritisere – noget, der kan og bør blive bedre, at en fabrik ikke lever op til det, de skal, og at vi dermed ikke har styr på det. Men der går mange nuancer tabt, når man isoleret ser på én fabrik. Vi arbejder hele tiden på at have det store overblik, og vurderer, hvor det er vigtig at sætte ind. Vi skal allokere ressourcerne derhen, hvor det giver mest nytte, og det er ikke altid muligt, når man kun ser på en enkelt fabrik,” afrunder han.

I bilindustrien ved alle, hvem der laver hvad
Danske Son of a Tailor har primært deres produktion i Europa: Litauen, Portugal, Schweiz og Polen. Lige nu er de specifikke fabrikker ikke oplyst på brandets website, men det kommer højst sandsynlig til at ske snart, siger Jess Christian Fleischer, medgrundlægger i firmaet. Faktisk har Son of a Tailor allerede etableret en god kontakt forbruger og producent imellem – et led som de fleste modebrands endnu ikke har haft for øje. Og selvom Son of a Tailors produktion adskiller sig lidt fra den traditionelle tøjproduktion, så er virksomhedens holdning, at transparens er vigtigt.

”Når en kunde bestiller en t-shirt hos os, så regner vi målene ud med det software, vi har udviklet. De informationer bliver så sendt videre til vores konstruktør i Litauen, der, igen ud fra software vi har lavet, kan tilskære tøjstykkerne. Vi har tre syersker, som syr vores t-shirts sammen – de signerer hangtagget med deres egen underskrift, så kunden ved, hvem der har lavet t-shirten,” forklarer Jess Christian Fleischer, om Son of a Tailors produktionsproces.

Selvom han, som en meget lille fisk i det store modehav, burde være en af dem som holdt kortene omkring sin produktion helt tæt til kroppen, så er han ikke nervøs for at dele sine informationer.

”Det er en lidt gammeldags tankegang, at man skulle ’stjæle’ fra hinanden på den måde. De fleste producenter fortæller jo alligevel, hvem de ellers arbejder med som en del af den måde, de reklamerer for deres virksomhed på,” siger han om konkurrenceforvridningsargumentet, og fortsætter:

”Tænk på bilindustrien – der ved alle, hvem der laver hvad for hvem, og det er en langt mere avanceret branche end vores. Selvfølgelig er vores virksomhed sårbar overfor at blive kopieret eller skubbet ud, fordi nogen lægger en større ordre, end vi kan. Sammenlignet med vores producent, har vi fem på lønningslisten, de har 150. De kan i princippet være ligeglade med os. Men vi tror på, at det samarbejde vi har opbygget med dem holder – også selv om resten af verden ved det,” slutter han.

Læs også

Få de vigtigste nyheder direkte i din indbakke

Tilmeld nyhedsbrev