Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed, Indland

Modens nye sort er bæredygtighed

Da Designmuseum Danmark i går lagde hus til paneldebatten ’Old News’ stod det klart, at man ikke kan adskille fremtidens design fra bæredygtighed
Da Designmuseum Danmark i går lagde hus til paneldebatten ’Old News’ stod det klart, at man ikke kan adskille fremtidens design fra bæredygtighed

Et panel bestående af digital redaktør på Cover, Moussa Mchangama, etnolog og adjunkt på Københavns Universitet, Marie Riegels Melchior, lektor ved SDU og specialist i designjura, Stina Teilmann, samt førsteårsstuderende på KADK, Stine Holm-Jensen, var mødt op for at sætte nyhedsaspektet i moden under debat – hvordan skal moden forholde sig til altid at genopfinde sig selv og præsentere noget nyt, var blandt andet spørgsmålet.

Efterhånden som diskussionen udfoldede sig, stod det klart blandt både moderator, lektor i mode på KADK, Maria MacKinney Valentin, panel og publikum, at fremtidens ’nye’ mode ikke kan eksistere uden et bæredygtigt aspekt.

Hvad generer forbrug, og hvordan får man både modehuse og forbrugerne til at tænke og købe bæredygtigt? – lød et andet spørgsmål. Fra publikums side savnede man mere politisk opmærksomhed og initiativer på samme niveau, som man de sidste mange år har oplevet i fødevarebranchen.

Som fremtidig designer var Stine Holm-Jensen slet ikke i tvivl om sit etiske standpunkt.

”Som designer vil jeg ikke kunne sove om natten, hvis jeg ikke havde en ordentlig produktion og var sikker på, at jeg ikke havde gjort verden til et værre sted, bare fordi jeg har lavet tøj,” pointerede hun.

Blandt publikum var dimittend fra KADK, Amalie Vestergaard Meyer, som netop har vist sit afgangsprojekt under modeugen. Hun var enig med panelet i, at man slet ikke kan komme uden om bæredygtighed, hvis man vil være designer.

”Jeg tror, at CSR bliver et grundvilkår for alle produktioner, og spørgsmålet bliver snarere, hvordan jeg som designer kan forene gode materialer med en historie, der gør, at forbrugerne får lyst til at passe ekstra godt på tøjet og ikke køber en masse andet,” sagde hun og tilføjede:

”Hvis slutforbrugeren bliver virkelig glad for sit tøj, beholder de det, og det går måske i arv. En sådan tilgang til design kunne sænke forbruget og tempoet i modebranchen. Og hvis de også får at vide, hvordan det skal vaskes og hvor ofte, indgår de informationer også i en større cyklus af bæredygtighed,” slutter Amalie Vestergaard Meyer.