Tyskerne fylder stadig meget på markedet
Under CIFF i Bella Center var de tyske indkøbere flere steder i spil. Tilbagemeldingerne var blandede.De tyske indkøbere er vigtige og eftertragtede på den halvårlige CIFF-messe i Bella Center. Det går godt i spænd med, at Tyskland er det land, der køber flest stykker tøj fra Danmark. Med andre ord er Tyskland Danmarks største eksportmarked.
Patrick Both er Head of Sales for Minimum i blandt andet Tyskland. Han fornemmer, at interessen for dansk mode er dalende hos vores sydlige naboer til trods for, at de stadig er store aftagere på dansk mode.
– Det tyske marked er et svært marked lige i øjeblikket. Vejret er ikke, som det plejer, og det kan påvirke indkøberne, fordi årstiderne er anderledes, mener Patrick Both, head of sales hos Minimum.
Han forklarer, at den danske mode ikke er ligeså ’hypet’, som den var tidligere.
– Dansk og skandinavisk mode har fået en permanent plads i tyskernes garderober, men den var mere populær for et par år siden, siger fra Patrick Both.
Hos Nümph, hvis største udenlandske købere er tyskere, er de mere optimistiske. De mærker en tydelig og håndgribelig tysk interesse:
– Vores største eksportmarked er det tyske marked. Det er formentlig, fordi det er et stort land, men det huser også mange vigtige onlinebutikker som f.eks. Zalando, lyder det fra sales supporter for Nümph, Maria Nørbæk.
I løbet af messens første timer, har Nümph allerede haft to tyske indkøbere forbi, der begge placerede store ordrer.
– Jeg tror bestemt, at det tyske marked bliver endnu større for os, da e-commerce også kommer til at fylde mere, fortæller Maria Nørbæk, sales supporter hos Nümph.
I 2015 solgte danske modevirksomheder tøj for 7,5 mia. kr. til Tyskland – en stigning på 15 %. Det svarer til næsten 30 % af den samlede danske eksport af tøj.