En god shoppingoplevelse giver trofaste kunder
Har forbrugerne haft en god oplevelse på en webshop, vender over halvdelen tilbageForbrugerne, der shopper på nettet, er trofaste kunder. Godt halvdelen af forbrugerne – 53 procent – undersøger ikke andre webshops, før de handler varer i samme kategori som deres seneste køb. Det viser en e-handelsanalyse foretaget af Foreningen for Dansk Internet Handel, FDIH.
Derudover viser e-handelsanalysen, at forbrugere i aldersgruppen over 65 år er de mest trofaste, mens de også udgør den mest købestærke gruppe. Til gengæld handler børnefamilier mest over nettet. Det karakteristiske er, at forbrugerne ikke oser rundt på nettet, men i stedet vender tilbage til den samme webshop, hvis de har haft en god oplevelse på sitet.
Kommunikationschef hos FDIH, Henrik Theil, understreger, at en god oplevelse på webshoppen er det afgørende element, hvis man både vil beholde sine nuværende kunder og samtidig tiltrække nye.
”Den helt store udfordring er derfor at kunne give kunden en god oplevelse. Det gør man bedst ved at forstå sin kunde og sætte sig ind i måden, de bruger sitet på,” forklarer Henrik Theil.
Til trods for udfordringen er Henrik Theils grundopskrift på en god webshop-oplevelse enkel:
”Det skal være nemt og overskueligt at bruge webshoppen, og kunden skal ikke møde nogle overraskelser – med mindre de er gode som f.eks. rabatter og andre tilbud. Netsvindel florerer meget i medierne, så der må ikke være grund til usikkerhed, især ikke under betalingsforløbet.”
I bund og grund handler det om at tænke købmandsskab med et digitalt twist, påpeger kommunikationschefen.
”Vi reagerer ens, uanset om vi besøger en butik online eller offline. Detailhandel og e-handel er to salgskanaler, der skal understøtte hinanden, og udgangspunktet skal ligge i kundens oplevelser, så kunden har lyst til at være i butikken. Det er to døre til samme forretning – en digital og en analog.”
Hvis du vil læse mere om analysen, kan du finde den her.