Det har været længde undervejs, men nu kan Calvin Klein officielt bekræfte, at Raf Simons fra den 2. august er deres nye kreativ direktør. Det skriver Fashion United. Calvin Klein har været uden kreativ direktør siden april i år, hvor Francisco Costa forlod posten.

Bekræftelsen er først offentliggjort nu, da Raf Simons har været underlagt en klausul, siden han forlod Dior i efteråret 2015. Han formåede på lidt over tre år at give Dior et moderne touch og at skabe anmelderroste kollektioner. Hans opgave bliver nu, ifølge Fashion MAG, at udvikle CK Jeans-linjen, give Calvin Klein-brandets image et ny liv og arrangere SS17-showet, der allerede er til september.

Flere medier har dog stillet spørgsmålstegn ved valget af en designer med primært couture- og high fashion-erfaring, og hvorvidt han passer i rollen for et modehus, der de sidste par år har fokuseret på at sælge undertøj, parfumer og jeans. High Fashion og luksus udgør kun en lille del af Calvin Kleins omsætning, og New York Post skriver, at Raf Simons’ løn vil ligge på omkring 18 millioner dollars om året – omkring tre gange så meget, som Calvin Klein Collection omsætter for.

Raf Simons starter på sit nye job den 2. august på Calvin Kleins hovedkontor i New Work.