Hedi Slimane sagsøger Kering
Selvom den franske designer forlod Yves Saint Laurent for et par måneder siden, så mener han, at der stadig er uafsluttede forretninger.Ifølge Reuters har Hedi Slimane anlagt et søgsmål mod Yves Saint Laurents moderselskab, Kering. Det handler om hans konkurrenceklausul. Dog med omvendte fortegn, end man skulle forvente: Kering ophævede allerede klausulen da Slimane forlod YSL i april, efter designerens eget ønske, således at Slimane frit kunne søge andre græsgange. Der har efterfølgende verseret rygter om, hvor Slimane skulle hen – Dior, Chanel eller starte nyt brand i eget navn – og intet af det, har indtil videre vist sig at holde stik.
Og nu ønsker Slimane altså at få sin konkurrenceklausul gjort gældende igen. Der florerer flere spekulationer om, at Slimane har misset store kompensationsbeløb, som hvis han var forblevet bundet af klausulen, ville have modtaget.
Kering har bekræftet søgsmålet, men fastholder samme udmelding som da Slimane forlod YSL, nemlig at designeren har været med til at reformere modehuset og har en stor del af æren for brandets succes.