Som det første af slagsen har Levi’s oprettet et nyt fellowship – en uddannelsesplatform for designere, der ønsker at være bannerfører for den bæredygtige udvikling i modebranchen, og som har ideer til, hvordan man kan arbejde innovativt med bæredygtige løsninger fremadrettet.

Fra hovedkvarteret i San Francisco vil der hvert år blive optaget otte til ti medlemmer i programmet, der vil dykke ned i forskellige bæredygtige og sociale emner, der berører modeindustrien. Det kan være genbrug af tekstiler, arbejds- og produktionsforhold eller som årets første tema – reducering af vandforbrug og -spild.

Medlemmerne får mulighed for at arbejde i Levi’s Eureka Innovation Lab og deltage i workshops, og får dermed adgang til denimgigantens netværk og ressourcer på vejen til at realisere deres projekter. Ligeledes vil der være en fondspulje, hvor der kan søges midler – op til $50.000 – og det anderkendte amerikanske institut, Aspen Institute Business & Society Program, har sammensat et curriculum, der skal støtte deltagerne i deres arbejde og ruste dem til at tage det videre ud i verden.

Man kan ansøge om en plads i programmet frem til den 30. juni 2016. Læs mere her.