I kølvandet på modesuccesen #HMBalmaination, der fik unge teenagere til at ligge i kø i dagevis foran udvalgte H&M-butikker, har H&M denne gang valgt at kollaborere med det farverige modehus Kenzo, der for få år tilbage lancerede sweatshirten med det broderede tigerhoved, som for alvor satte Kenzo på landkortet. Nu er Kenzo igen på alles læber, da det i dag blev offentliggjort, at modehuset skal designe en ny og farverig Kenzo x H&M-kollektion.

Om det nye designsamarbejde siger H&M’s kreative rådgiver, Ann-Sofie Johansson:

“Vi glæder os til at vise verden KENZO x H&M’s univers, der er fuld af kreativitet, glæde og passion for mode,” siger hun.

Trods det japansk-klingende navn er Kenzo et parisisk modehus, der blev etableret i 1972. De to kreative direktører, Carol Him og Humberto Leon, kom til modehuset i 2011 efter ni år hos det New York-baserede modemærke Opening Ceremony, som de begge var med til at etablere. De ser begge frem til samarbejdet med H&M, som de håber, kan invitere kunder og fans ind i den virkelige Kenzo-verden.

“Med samarbejdet med H&M ønsker vi at tænke stort, hæve barren og give alle i hele verden mulighed for at opleve den nye energi fra KENZO,” siger Carol og Humberto, kreative direktører hos KENZO.

Kenzo x H&M-kollektionen lander i over 250 udvalgte H&M-butikker verden over og online fra d. 3. november 2016.