Seneste
Artikler
Podcasts
Jobs
Bæredygtighed

Mening: Dansk mode kan tage førertrøjen

Vi har et ansvar for at skabe et fælles sprog og en let tilgængelig referenceramme når det kommer til at navigere i bæredygtighed. Både for branchens og forbrugerens skyld, siger to af bæredygtighedens forgangsmænd.
Vi har et ansvar for at skabe et fælles sprog og en let tilgængelig referenceramme når det kommer til at navigere i bæredygtighed. Både for branchens og forbrugerens skyld, siger to af bæredygtighedens forgangsmænd.

Bæredygtighed er et ord, der efterhånden bruges i flæng i modebranchen. Et begreb, der er komplekst og dækker over alt fra miljø til produktionsforhold – og for udeforstående ofte er uigennemskueligt. Men der er helt konkrete tiltag, som kan være med at gøre det nemmere for modevirksomheder verden over at kommunikere, at deres tøj er bæredygtigt, og dermed nemmere for forbrugeren at forholde sig til – og sikre, at alle taler samme sprog. Her fortæller Nikolai Klausen, direktør i brancheforeningen WEAR og Danish Fashion Institutes udviklingsdirektør, Jonas Eder-Hansen, hvilke værktøjer, det vil gavne den internationale modeindustri at indføre, for at fremme bæredygtighedens agenda.

Af direktør Nikolai Klausen, brancheforeningen WEAR, og udviklingsdirektør Jonas Eder-Hansen, Danish Fashion Institute

I Danmark og det øvrige Europa kan det være svært for forbrugerne at finde de mere bæredygtige modevarer. Derfor mener vi, at en fælles, gerne global, mærkningsordning kunne være vejen frem, for eksempel som vi kender det med bogstaver på hvidevarer og elektronik inden for EU. En sådan ordning skal indeholde transparent information til forbrugerne om produktets miljøpåvirkning og under hvilke forhold, det er fremstillet.

Desuden skal mærkningen være letforståelig, sammenlignelig og baseret på en fælles metodik, og den skal være frivillig og drevet af virksomhederne selv – i tæt samarbejde med alle branchens interessenter herunder NGO’er, forskningsmiljøer, leverandører og regeringer. Forsøg med netop bogstaver er under udrulning i H&M-, Nike-, Adidas-, Stella McCartney- og Zara-butikker i udvalgte europæiske lande i 2016 i samarbejde med blandt andre Sustainable Apparel Coalition (SAC) og deres såkaldte Higg Index.

Antallet af mærkningsordninger og certificeringer i vores branche er højt, og man fristes til at spørge, om der virkelig er brug for endnu en? Ja, for forbrugerne kan ikke hitte rede i de mange ordninger med navne såsom OEKO-TEX, SA8000 eller GOTS for bare at nævne nogle få. SAC startede udviklingen af Higg Index i 2011 med et mål om at have forbrugerrettet information, der både oplyser om miljø og sociale forhold, klar senest i 2020. De er godt på vej, og SAC repræsenterer i dag ca. 40 pct. af den globale mode- og tekstilbranche målt på omsætning samt en række af de vigtigste interessenter på tværs af branchen – inklusive et stigende antal små og mellemstore virksomheder.

I en tid med strukturændringer i detailhandlen i Europa, hvor forbrugerne hidtil ofte har valgt ud fra pris, er det meget svært at gennemføre disse ændringer hurtigt. Samtidig skal vi huske, at de nye vækstlande endnu ikke har en levestandard som den, vi kender til i Centraleuropa og Skandinavien, og derfor ikke er i stand til at betale mere for deres modetøj, end de allerede gør. Men vi ser en stærk trend inden for mere bæredygtigt modetøj, hvor store kæder som H&M har sat ambitiøse mål om anvendelse af hundrede pct. bæredygtig bomuld i 2020 (andelen var 21 pct. i 2014 og 31 pct. i 2015).

Vi er overbevist om, at der ligger et stort potentiale, også for danske modevirksomheder, i at gå forrest og opnå konkurrencemæssige fordele på eksportmarkederne. Og vi ser et endnu større potentiale i, at det ikke kun er de store, som går forrest, men at det er hele den danske branche inklusive de mange små og mellemstore virksomheder.

Danmark står lige nu med en unik mulighed for at tage førertrøjen. Med afholdelse af Copenhagen Fashion Summit tidligere på måneden – verdens største topmøde om bæredygtighed i modebranchen – var alles øjne rettet mod København. Dette momentum må vi udnytte, så København bliver en foretrukken destination, når modeindkøbere og -presse efterspørger mere bæredygtig mode til deres butikker og magasiner under modeugerne og på messerne. Kombinationen af en stærk hjemmebane og et solidt eksportprodukt, hvor bæredygtighed går hånd i hånd med stærkt design til den rigtige pris, er fremtidens satsning.

Vi er altså godt i gang med at gøre modetøj mere bæredygtigt både i Danmark og internationalt, men vi når bedst i mål ved at løfte i flok og skabe en global og transparent mærkningsordning for bæredygtighed i modebranchen.