Thomas Frederiksen og hans partner i Shoe the Bear, kreativ direktør Jakob Fuglsang, besluttede sig i 2011 at lede efter en ekstern investor til deres virksomhed. Efter flere møder med potentielle kandidater, sat op af investeringsselskaber og banker, fandt de ud af, at det egentlig ikke var ekstra kapital, der var det vigtigste – det var de kompetencer en investor kunne bibringe.

”Vi var allerede støttet af Vækstfonden og Eksportkreditfonden, og havde brug for en udefrakommende med et mindset, der kunne hjælpe med for alvor at rykke virksomheden over i en anden liga,” fortæller Thomas Frederiksen.

Det skulle vise sig at være til en julefrokost på Lynfabrikken i Aarhus, at Thomas og Jakob mødte deres kommende investor – en mand, der få år forinden havde solgt sin smykkevirksomhed, der var en af Danmarks største, til en kapitalfond, og var på udkig efter en iværksættervirksomhed, han kunne investere både tid og penge i. Over en snaps fandt de to parter ud af, at det her skulle de snakke mere om.

”Vi holdt nogle indledende møder for at finde ud af, om vi kunne sammen. Her skulle vi vise, at vi havde styr på at drive en rentabel virksomhed med unikt brand dna. Og vi skulle selvfølgelig høre hans historie. Det blev hurtigt klart, at han besad den erfaring og viden, vi var på udkig efter, fordi han havde været i branchen så mange år og selv havde været alle led igennem,” husker Thomas Frederiksen.

Derefter overlod de resten til advokater, der optegnede kontrakter og den nye investor købte 20% af Shoe the Bear og blev indsat som bestyrelsesformand i virksomheden.

Færre omveje og ildebrande
I dag er det et år siden deres veje skiltes. Thomas Frederiksen krediterer en del af Shoe the Bears succes og fremadstormede vækst i både ind- og udland til deres tidligere investor. Som barn af finanskrisen og iværksættervirksomhed, havde Shoe the Bear været vant til at holde pengene tæt til kroppen.

”Han fik skubbet os i den rigtige retning, og fik os til at indse, at vi blev nødt til at bruge penge, for at tjene nogle flere – det lå os bestemt ikke nemt for, da vi gennem de første år af virksomhedens levetid havde lært at spare på alt” fortæller Thomas.

Derudover giver Thomas Frederiksen også investoren en del af æren for, at de fik professionaliseret virksomheden på et tidligt stadie. Han, investoren, havde det forkromede overblik, når det kom til at fokusere på det økonomiske aspekt, have styr på dækningsgrader og grundighed i alle indgåede aftaler.

”Han var skarp og grundig, og krævede det samme af os. Vi har sandsynligvis haft færre omveje og er blevet mere strategisk velovervejede. Det var det, vores virksomhed havde brug for på det tidspunkt, hvor vi indtil da havde løbet rundt og slukket ildebrande – én der havde øje for det langsigtede mål. Det har helt sikkert været en medvirkede faktor til, at vi har den position vi har i dag, og står stærk til de kommende år,” siger Thomas.

Stop mens legen er god
Efter fire år med investoren var Shoe the Bear nået rigtig langt. Og der begyndte at komme små bump på vejen i samarbejdet, de to partnere og investoren imellem.

”Qua hans tidligere virke i designbranchen havde han en anden æstetisk tilgang til blandt andet vores visuelle profil. Det var jo egentlig ikke noget han skulle have en mening om, og det forvirrede mere end det gavnede, fordi Jakob og jeg pludselig stillede spørgsmålstegn ved vores egen mavefornemmelse,” forklarer Thomas og fortsætter:

”Set i bakspejlet skulle vi løbende have talt om udfordringer som denne med ham. Vi burde mindst en gang om året have stukket hovederne sammen og fundet ud af, hvor vi hver især stod. Vi burde have fået justeret forventningerne og kigget på, hvor virksomheden var på vej hen. Men det havde vi for travlt til. Det ville jeg gøre om i dag, hvis jeg kunne.”

En anden ting Shoe the Bear har lært af forløbet er, altid at have fokus på exit-strategien – allerede når samarbejdet indgås. At tale om det ved de indledende møder, så alle spiller med åbne kort.

”Da vi var nået til et punkt, hvor vi var klar til at stå på egne ben igen, og derfor ønskede at købe ham ud, opdagede vi, at det ikke var indskrevet i kontrakten, at han havde salgspligt. Vi stod altså i en situation, hvor vi i værste fald havde en investor, der blot kunne læne sig tilbage og år efter år høste en større og større fortjeneste uden at deltage aktivt i væksten,” forklarer Thomas.

Et uholdbart scenarie, som kunne være endt endnu værre, hvis ikke Shoe the Bear helt fra start af havde sørget for at bibeholde aktiemajoritet i virksomheden.

”En bestyrelsesformand, der ejer mere af virksomheden end ejerne selv, har jo retten til at afskedige direktøren. Det kan gå hen og blive meget uheldigt”, siger Thomas.

Det gik dog aldrig så galt, og med Sydbank i ryggen fik Shoe the Bear købt de 20% tilbage og investoren ud af firmaet igen – han var ifølge Thomas Frederiksen ’relativt fair’, men vidste godt, at han havde en vare, som han selv kunne prissætte.

”Når alt kommer til alt, så var enden på det samarbejde et tegn på, at det jo var lykkedes at skabe en succes sammen. At vi hver især havde ydet og fået det maksimale ud af hinandens kompetencer. Så det virkede rigtigt at stoppe mens legen var god,” slutter Thomas Frederiksen.